Historier om statsmanden Winston Churchill og skøjteprinsessen Tonya Harding er omdrejningspunktet i to nye film. Men store personligheder skaber ikke nødvendigvis store film. Skal et portræt ramme publikum, skal filmen finde ind til mennesket bag myten

Store personligheder kræver store film. Få historiske personer tårner sig lige så højt op i landskabet som Winston Churchill, der lige nu kan opleves i filmen ‘Darkest Hour’.

Den tidligere britiske premierminister spilles af den garvede karakterskuespiller Gary Oldman, og filmen udspiller sig i begyndelsen af 1940erne, hvor den britiske premierminister satte sig op mod Adolf Hitlers nazi-Tyskland og kæmpede en hård kamp for at bringe verdensfreden tilbage.

’Giv aldrig op. Giv aldrig efter’, står der på filmens plakat. Seks ord, der indkapsler viljestyrken hos én af Anden Verdenskrigs mest berømte og elskede statsmænd. Det er to timers drama, der folder sig ud på lærredet.

Men Winston Churchill er ikke den eneste, som får nyt liv på det store lærred i disse dage. I torsdags fik filmen ‘I, Tonya’ premiere i de danske biografer. Filmen fortæller historien om den amerikanske skøjteprinsesse Tonya Harding. I 1994 røg hun på forsiderne af alverdens sladderblade, da hendes mand sammen med et par håndlangere med en politiknippel brækkede skøjterivalen Nancy Kerrigans ben forud for de amerikanske mesterskaber i kunstskøjteløb. Angiveligt efter ordre fra Tonya Harding selv.

Angled 16mm movie projector projecting images through smoky background with space for copy
Angled 16mm movie projector projecting images through smoky background with space for copy
Vis mere

Spændende liv er ikke nok

‘Darkest Hour’ og ‘I, Tonya’ har begge ingredienserne til at blive en uforglemmelig portrætfilm: En karismatisk,politisk leder, der tager kampen op mod historiens værste ondskab, og en skøjteprinsesse, der tager beskidte kneb i brug for at sikre sig en plads øverst på sejrsskamlen. Manuskripterne skriver jo næsten sig selv.

Begge film har fået glimrende anmeldelser i USA og herhjemme, og især hovedrolleindehaverne Margot Robbie og Gary Oldman bliver hyldet for deres præstationer som Tonya Harding og Winston Churchill. Tirsdag udløste deres portrætter nomineringer i kategorierne ‘bedste kvindelige hovedrolle’ og ‘bedste mandlige hovedrolle’ ved verdens mest prestigefyldte filmpris, Oscar, der uddeles den 4. marts.

Men spændende liv og fantastiske personligheder skaber ikke nødvendigvis en god portrætfilm. Der skal nemlig mange flere ingredienser i gryden for at få filmen til at glide ned. Vigtigst af alt handler det om at nå ind til en universel sandhed, som alle i biografsalen kan nikke genkendende til. Det mener den danske instruktør Janus Metz, der sidste år selv tacklede to af sportens største personligheder, tennisspillerne Björn Borg og John McEnroe, i portrætfilmen ‘Borg’.

»Når man instruerer en portrætfilm, skal man først og fremmest stille sig selv spørgsmålet: Hvad vil jeg bruge det her menneskes historie til? Hvad har været dette menneskes livskamp? Hvordan kan vi lære noget af personen? Får man ikke dét frem i filmen, får portrættet aldrig relevans for publikum.«

Mere end værtshusromantik

En række lignende spørgsmål rumsterede hos den danske skuespiller Rasmus Bjerg, da han sagde ja til at portrættere sangeren John Mogensen i Ole Bornedals ‘Så længe jeg lever’, der får premiere til marts.

Noget af det første, Rasmus Bjerg opdagede, var, at hans fordomme om den folkekære musiker ikke holdt stik.

»Før jeg gik i gang med forberedelserne til rollen, havde jeg en opfattelse af John Mogensen som denne her lidt lallende værtshusromantiker, der var lidt ufarlig og hyggelig. Sådan tror jeg, mange af os ser ham. Men John Mogensen var meget mere end druk og kolonihave-romantik. Han var en kunstner, der kæmpede for og med sin kunst, sit selvværd, sin sceneskræk og behovet for anerkendelse.«

Og det er netop den menneskelige kamp, der gør portrættet interessant, forklarer skuespilleren.

»John Mogensens historie fortæller os noget om nødvendigheden af konstant at kæmpe for at dygtiggøre sig og at tro på sit projekt – også i modvind.«

‘Så længe jeg lever’ lægger sig i slipstrømmen på en lang række af succesfulde film om historiske personligheder fra vores egen lille andedam. Siden 2010 har film som ‘Dirch’ (2011), ‘En kongelig affære’ (2012), ‘Hvidsten Gruppen’ (2012) og ‘Spies & Glistrup’ (2013) hevet over to millioner danskere i biografen.

At publikum flokkes for at opleve karismatiske karakterer fra den virkelige verden blive fortolket af folkekære skuespillere, er ikke et nyt fænomen. Faktisk er portrætfilmen lige så gammel som filmmediet selv.

Den allerførste af slagsen kom i 1899 med den franske filminstruktør George Méliés’ ‘Jeanne d’Arc’. Genren blomstrede først for alvor op, da man i USA i 1930erne producerede film som ‘Scarface’ (1932), ‘Voltaire’ (1933), ‘Rembrandt’ (1936), ‘Marie Antoinette’ (1938) og ‘Young Mr. Lincoln’. Men i Danmark kom den danske instruktør Carl T.H. Dreyer sine amerikanske kollegaer i forkøbet, da han i 1928 udsendte en af de første danske portrætfilm nogensinde, ‘Jeanne d’Arcs lidelse og død’, der fortalte historien om den franske martyrs rettergang.

Artiklens forfatter Andreas Ebbesen Jensen kårer sine favoritportrætter på film
Artiklens forfatter Andreas Ebbesen Jensen kårer sine favoritportrætter på film
Vis mere

Johnny Cash-portræt rammer plet

Portrætfilmen som genre kan groft sagt deles ind i to kategorier: De film, der handler om historiske personligheder, som ofrer sig i en større sags tjeneste f.eks. ‘Gandhi’, ‘Milk’ (om politikeren og aktivisten Harvey Milks liv og kamp for homoseksuelles rettigheder, red.) ‘Malcolm X’ og altså også den biografaktuelle ‘Darkest Hour. Og de film, der handler om det geniale menneske med en mørk side. I den kategori findes film som ‘Amadeus’ om komponisten Wolfgang Amadeus Mozart og ‘Walk the Line’ om den amerikanske musiker Johnny Cash.

Både Rasmus Bjerg og instruktøren Janus Metz har ‘Walk the Line’ som en af deres absolutte yndlings-portrætfilm. Filmen om Johnny Cash formår at skrælle myten af kunstneren og fremvise et menneske af kød og blod, der kæmper med mange af de samme indre dæmoner, som alle os andre – f.eks. skyld, mindreværd og behovet for anerkendelse. Og det er netop dét, en rigtig god portrætfilm skal kunne, mener Janus Metz.

»Det vigtigste er, at man når ind til en eller anden menneskelig kerne, der er universel, og som vi alle sammen kan genkende os selv i. Bliver portrættet en opremsning af et livsforløb fra vugge til grav, bliver historien sjældent relevant for publikum. Vi skal kunne mærke hovedpersonens indre kamp, og hans eller hendes liv skal helst reflektere elementer af vores egen tilværelse. Dét er det væsentligste, når man laver en portrætfilm – at finde ind til noget universelt. Ja, det er jo formålet med al filmkunst,« siger Janus Metz.

Skuespilleren Rasmus Bjerg er enig:

»Jeg synes ofte, at det faktuelle er det kedeligste. En god portrætfilm skal ikke kun gøre os klogere på hovedpersonen. Den skal også gøre os klogere på os selv og fortælle noget almentmenneskeligt.«

Rows of red cinema or theater seats in front of black screen with sample text space. Vector.
Rows of red cinema or theater seats in front of black screen with sample text space. Vector.
Vis mere

Fakta og fiktion går hånd i hånd

Portrætfilmen balancerer konstant mellem fakta og fiktion, mellem virkelighed og det pureste opspind. Det kan være svært ikke at træde ved siden af som instruktør, når historiske personer skal drømmes op på det store lærred. For hvor begynder man og hvor slutter man historien? Hvad skal med? Og hvad skal udelades? Er man alt for tro mod virkeligheden, risikerer man at slippe dramaet i sandhedens tjeneste. Men hvis ikke man respekterer fakta og hovedløst jagter det fiktionelle drama, står man tilbage med en utroværdig film.

Janus Metz indrømmer gerne, at han tog sig nogle kunstneriske friheder, da han lavede portrætfilmen ‘Borg’ om to af historiens største tennisspillere – den tavse, introverte svensker Björn Borg og den iltre, udadreagerende amerikaner John McEnroe. Bl.a. lod han de to rivaler mødes i lufthavnen efter Wimbledon-finalen i 1980, selvom det møde sandsynligvis aldrig fandt sted i virkeligheden. Scenen var vigtig for historien, da den gav publikum et indblik i det spirende venskab, der kom til at præge både Borgs og McEnroes senere liv.

Netop balancegangen mellem fakta og fiktion er afgørende, hvis portrætfilmen skal løfte sig over sit historiske materiale, mener Janus Metz.

»Man må ikke forvanske historien. Jeg kunne jo f.eks. ikke bare beslutte mig for at kåre John McEnroe som vinder af Wimbledon i 1980, blot fordi det måske havde været en bedre fortælling. Men en gradbøjning af faktuelle sandheder er nødvendig, hvis fortællingen og karakteren skal vække resonans hos publikum. Et godt portræt skal søge efter den psykologiske sandhed og respektere den historiske sandhed. De to ting kan sagtens gå op i en højere enhed. Det handler blot om at kigge dybt nok i materialet og karaktererne.«