Sangeren har skrevet sang til Anders Matthesens nye film 'Sorte kugler'.

Er der to, der formår at sælge showbizz-billetter midt i en kold finanskrisetid, er det Danmarks nationalskjald, Kim Larsen, og komikeren Anders Matthesen. Nu er de to succesmagere for første gang gået sammen om et fælles projekt.

Det sker i 'Anden's nye spillefilm, 'Sorte kugler', som får premiere 12. juni.

- Jeg har jo altid været kæmpe Kim Larsen-fan. Og under optagelserne til 'Sorte kugler' spillede min sminkør altid Larsen-sangen Pianomand, forklarer Anders Matthesen, der var på jagt efter en sang til en af filmens afgørende scener.

- Det endte med, at jeg skrev et brev til Kim Larsen og hørte ham, om han ikke gerne ville lave et nummer med samme stilfærdige fornemmelse.

Så ringede han og sagde:

- Jeg ved sgu ikke lige, om inspirationen er der nu. Men du kan jo sende mig en scene fra filmen, og så kan jeg se, om fisken bider på.

To dage senere lå der en cd i Matthesens postkasse. I en nattetime havde Larsen siddet og klimpret på guitaren og formet det fløjtende nummer 'Kom igen'.

Larsen: 'Brug det, hvis du kan'
- Han sagde:

- Her er, hvad jeg har lavet. Hvis du kan bruge det, er det fint - hvis ikke, så er vi lige gode venner.

Det endte med at blive lige nøjagtig den demo hjemme fra hans dagligstue, som vi brugte i filmen, siger Anders Matthesen.

- Vi tog også i studie sammen for at indspille det. Jeg var endda inde at synge andenstemme på ham. Det var kæmpe fedt.

Vi prøvede på at give det et bud, instrumentere det og give det lidt bas, men fik aldrig lige så fed en nerve, som den demo, han havde lavet.

Ud over Kim Larsen har gruppen Østkyst Hustlers leveret musikbidrag til filmen, ligesom 'Anden' selv synger afslutningsnummer. Som et lille forvarsel om den cd, Anders Matthesen barsler med til januar.

Er begyndt at skrive sange
- Jeg har brugt det seneste par år på at skrive sange, og lige pludselig er det begyndt at tage fart. Og så har jeg tænkt: Nu skal det her sgu også ud, siger Matthesen, som i 2006 debuterede med soloalbummet 'Soevnloes'.

- Det er ikke hiphop, men rap og sange. På den gamle havde jeg det lidt med, at det skulle være old school. Det her er måske lidt mere legesygt. Men de dér hiphoppere vil sikkert stadig hade den.

Det er dog mere tvivlsomt, om hiphopperne på samme måde vil føle sig truet af gamle Larsen. For Anders Matthesen betyder den del 'sådan cirka ingenting'.

- Jeg har fået en sang af Kim Larsen. Det er jeg meget stolt af. Det er vist ikke så nemt, griner han.





Læs stort interview med Anders Matthesen i morgen i B.T.