Den danske jetset-dronning, Kiki Tholstrup, har endelig fået papir på sin elskede Roger Moore. Den tidligere agent 007, alias James Bond, i skikkelse af den verdenskendte britiske skuespiller sagde ja til Kiki ved en privat ceremoni forleden.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det skriver den britiske avis Daily Express.

Kilden til historien er ingen ringere end den aldrende diva Joan Collins.

»Roger ringede til mig i forrige uge og sagde, at han havde giftet sig med Kiki,« skulle Joan Collins have sagt under Liza Minnellis bryllup i New York sidste lørdag.

Roger Moores søn, Geoffrey, bekræfter nyheden over for Daily Express.

»Familien har været igennem meget ondt, men vi er glade for, at han nu har fundet lykken,« siger Geoffrey Moore.

Det var den 73-årige Roger Moores fjerde bryllup, mens Kiki Tholstrup, 62, tidligere har været gift to gange.

Kiki var i mange år dronningen i det nordsjællandske jetset, hvorfra det ikke har manglet på saftige rygter om et udsvævende liv og diverse intriger, men hun var leveret, da hun fik øje på den tidligere James Bond-helt.

Sympatien var øjensynlig gensidig, og kærlighedsaffæren udviklede sig så voldsomt, at Moore i 1994 ringede til sin daværende kone, Luisa, og meddelte, at deres ægteskab var et afsluttet kapitel.

Luisa havde imidlertid ikke til sinds at opgive sin mand uden videre efter det 38 år lange ægteskab.

Først for to år siden gik hun med til en skilsmisse, og siden har parrets advokater brugt tid på at lave en tilfredsstillende aftale.

Roger Moore måtte efter forlydender af med over 100 mio. kr., men det har ikke fået en fortsat bitter Luisa til at tale pænere om Kiki, som hun beskriver som »en snylter, der har været igennem to ægtemænd og tre ansigtsløftninger.«