I rollen som iskolde Frank Underwood spiller Kevin Spacey amerikansk præsident til stor begejstring for fans.

København. Mange kender ham i rollen som den kyniske og magtfulde præsident Frank Underwood i successerien "House of Cards".

Og nu begynder omgivelserne også at tildele skuespilleren Kevin Spacey rollen i virkeligheden, når kameraet er slukket.

Det fortalte 57-årige Kevin Spacey i programmet "Late Night with Seth Meyers", der blev sendt tidligere på ugen.

- Vi lavede et reklamestunt i mandags, hvor vi tog Obamas fotograf fra Det Hvide Hus og gik ud i Washington D.C. klædt ud som Frank (Underwood, red.) og Doug Stamper.

- Og jeg fortæller dig, 97 procent af de måske hundredvis af mennesker vi så i løbet af dagen kaldte mig hr. præsident, fortæller skuespilleren grinende.

Og det giver Kevin Spacey forhåbninger for fremtiden, hvis han en dag vælger at lægge jobbet som skuespiller på hylden.

- Det får mig til at tro, at jeg kan stille op (til præsidentposten, red.) selv uden en platform, selv om Netflix er en ret stor platform, siger Kevin Spacey.

Femte sæson af "House of Cards" får premiere på Netflix den 30. maj.

/ritzau/FOKUS