Med to teenagebørn og en kæreste er det især familien, der fylder hos Cecilie Frøkjær.

Den vil hun gerne bruge endnu mere tid med i 2018, hvor hun vil arbejde for, at bekymringerne fylder mindre og kærligheden og latteren endnu mere.

Cecilie Frøkjær er værtinde på TV2-programmet "De største øjeblikke", der sendes lørdag den 30. december. Her fortæller hun, hvad hun drømmer om i det nye år.

Hvad ønsker du dig i 2018?

- Glade, sunde børn. Det er vigtigt. Jeg har to - en på 13 og en på 16. Og masser af kærlighed og latter. På det faglige plan ønsker jeg mig, at det stadig går godt for mit lille firma og for min litteratur-podcast, som jeg laver sammen med Jyllands-Posten.

Hvad vil du gøre for det?

- Fagligt vil jeg være omhyggelig og grundig og gøre mit arbejde så godt som muligt. Man kommer ikke sovende til noget.

- På den private front handler det for mig om at få så meget tid som muligt med mine børn. Fange mine teenagere ind. Vi har altid rejst meget, og det er en dejlig måde at være sammen på, synes jeg.

Hvem vil du gerne bruge tid med?

- Med mine børn og min kæreste.

Hvad vil du love dig selv?

- At blive bedre til at holde fri oppe i hovedet. Det er svært, når man er selvstændig, for man kan arbejde på alle tider af døgnet. Man skal huske at holde fri, og det bliver et indsatsområde.

Hvad vil du gøre mindre af?

- Jeg er holdt op med at ryge, det havde ellers været et oplagt svar. Jeg er før holdt op, men denne gang tror jeg på det. Og så vil jeg bekymre mig lidt mindre, for det er som regel alligevel altid spildt.

- Hvad vil du gerne gøre mere af?

- Jeg er meget godt tilfreds med, hvordan 2017 er kørt, så jeg tænker, at jeg skal holde skruen i vandet på samme vis.

/ritzau/FOKUS