Den britiske 'Troublemaker'-sanger Olly Murs træder tilbage fra rampelyset for en stund.
Og det gør han af én helt særlig årsag – nemlig for at fokusere og få mere tid med sin familie.
Det fortæller han i et længere interview med Mirror.
For siden den 41-årige sanger blev far til to og gift med sin hustru, Amelia Tank, tilbage i 2023 har han fået et nyt perspektiv på livet, fortæller han.
»Når man selv bliver far, sætter det virkelig tingene endnu mere i perspektiv,« udtaler han til mediet.
Men selvom det ikke har været spækket med Olly Murs koncerter i kalenderen, vil sangfuglen nu bruge det næste år til at være endnu mere til stede for sin kone og to børn.
»Det har været dejligt ikke at bekymre mig om at turnere igen og lave nyt show. Det får min hjerne til at tænke på andre ting og reflektere over, hvad jeg har opnået, hvad jeg har, og hvor heldig jeg er at være, hvor jeg er og samtidig have de mennesker omkring mig,« siger han videre.

I september sidste år blev Olly Murs igen far. Ham og hustruen kunne byde deres førstefødte søn Albert velkommen til familien, som allerede bestod af det lykkelige forældrepar og datteren Maddi.
Olly Murs blev for alvor et kendt navn i 2009, hvor han sang sig til en anden plads i X-factor i Storbritannien. Senere signerede han en pladekontrakt. Sidenhen har han lavet musik, turneret med shows og koncerter og været vært for 'X-factor', sangcoach på 'The Voice' og vært på et ugentligt radioprogram.
