Trængslerne fortsætter for kendisfrisør Pari Khadem, der tilbage i juni blev fjernet fra rulleteksterne på en musikvideo grundet en kommentar om pro-palæstinensiske demonstrationer.

Men nu bliver hun endnu engang fjernet – denne gang af prestigefyldt show, som er blåstemplet af Kongehuset.

Det står klart efter at Laugenes Opvisning, hvor prinsesse Benedikte er protektor og æresgæst på fjortende år, har fjernet frisøren.

Begrundelse: Der har været for meget medieopmærksomhed, som ikke er godt med så mange mennesker, inklusiv den royale familie.

Arrangementet, som nu bliver uden Pari Khadems arbejdskraft, hylder nogle af landets fremmeste skræddere, guldsmede, hattemagere og frisørers håndværk og løber af stablen den 5. november.

Fyringen modtog kendisfrisøren i en sms fra den hovedansvarlige makeupartist på opvisningen, Gabriella Tipsa Bruun, måneder efter hun blev booket, og det selvom hun i selvsamme sms-udveksling sender ros i Pari Khadems retning:

En af flere sms'er som Pari Khadem modtog fra den hovedansvarlige makeupartist på Laugenes Opvisning, Gabriella TIpsa Bruun.
En af flere sms'er som Pari Khadem modtog fra den hovedansvarlige makeupartist på Laugenes Opvisning, Gabriella TIpsa Bruun. Privatbillede

»Du har altid været super sød og super dygtig og jeg holder meget af dig,« skriver den makeupansvarlige, som i 2022 havde kendisfrisøren med på holdet til Laugenes Opvisning.

Uagtet de fine ord gør Gabriella Tipsa Bruun det klart, at hun er blevet »bedt om,« at tage Pari Khadem af årets show.

»Dette er business, og det er så vigtigt at vælge sine kampe. Og lige nu er det bedst, at der kommer lidt ro omkring dig, og ikke være i medierne med negative udfordringer,« fortsætter begrundelsen for fyringen af Pari Khadem.

»Jeg forstod slet ikke, hvad jeg var vidne til. Tænk at jeg endnu en gang bliver cancelled og denne gang på baggrund af nogle artikler i B.T, som netop handler om cancelkultur. Det er det rene Berufsverbot,« siger Pari Khadem tydeligt oprevet med henvisning til, hvordan mennesker med bestemte politiske holdninger blev udelukket fra deres erhverv i Vesttyskland under Den Kolde Krig.

»Det er fuldstændig vanvittigt, hvad der sker. Jeg får stadigvæk henvendelser fra folk i kunstnermiljøet, som bliver cancelled på grund af politik. Det er på tide, at politikerne træder til og sætter en stopper for den her cancelkultur, som nu også har fundet vej til et arrangement, hvor Kongehuset er involveret,« understreger frisør- og makeupartisten.

Efter fyringen tog Pari Khadem kontakt til den øverste chef for Laugenes Opvisning, den såkaldte oldermand, Johnny Alexander Wichmann, for at få en nærmere forklaring, men der var ikke meget hjælp at hente.

Pari Khadem arbejdede på Laugenes Opvisning i 2022, som Prinsesse Benedikte overværede, mens Johnny Alexander Wichmann, der er iført en stor kæde, ses i baggrunden. I år er Pari Khadems arbejde ikke længere ønsket på opvisningen.
Pari Khadem arbejdede på Laugenes Opvisning i 2022, som Prinsesse Benedikte overværede, mens Johnny Alexander Wichmann, der er iført en stor kæde, ses i baggrunden. I år er Pari Khadems arbejde ikke længere ønsket på opvisningen. Henrik R Petersen/Ritzau Scanpix

Oldermanden, som er fast leverandør af tøj til prinsesse Benedikte, svarede frisøren i midten af september, at han ikke blander sig i, hvem der bliver booket inden for hår og makeup, men at det i år er Gabriella Tipsa Bruun og frisørkæden ZENZ, der har ansvaret.

ZENZ afviser i en kort mail til B.T., at de har haft noget med beslutningen at gøre, og ønsker desuden ikke at kommentere sagen.

Gabriella Tipsa Bruun har heller ønsket at stille op til interview og henviser i stedet til sine sms'er.

tip os
Kender du noget til sagen? Så hører vi gerne fra dig.

‘Får jeg ro, så er det fint’
Til gengæld tager Oldermanden, Johnny Alexander Wichmann, bladet fra munden, hvor han flere gange vender tilbage sit hovedargument. Pari Khadem er slet ikke ansat, men freelance. Og derfor ikke cancelled, må man forstå.

Vi kan godt lege ordkløveri, men sagen er, at Pari Khadem var hyret til at arbejde på showet og nu er blevet fjernet. Hvordan kan du som øverst ansvarlig for Laugenes Opvisning sidde det overhørigt?

»Jamen jeg sidder overhovedet ikke noget overhørig. Jeg forholder mig slet ikke til det politiske i det her. Det eneste, jeg har sagt, er, at der skal være ro backstage,« siger Oldermand Johnny Alexander Wichmann og tilføjer:

»Vi gør bare virkelig meget, for at skabe et backstagemiljø, hvor der er roligt, for der er 29 forskellige deltagere, og over halvdelen af dem, har aldrig været med til showet, og er nervøse for om de har gjort det godt nok. De skal føle sig trygge.«

Pari Khadem har arbejdet i branchen i over 30 år. Hvad er det som gør, at deltagerne og backstage-miljøet ikke kan føle sig trygge, hvis hun arbejder på Laugenes Opvisning?

»Det ved jeg ikke. Det må du spørge Gabriella om. Jeg ved det virkelig ikke. Det er ikke mig, der står for makeuppen.«

Pari Khadem gjorde dig allerede 15. september opmærksom på, at hun føler sig cancelled af jer. Hvordan kan du acceptere det?

»Jamen, du fremlægger det på en eller anden mærkelig måde. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det. Jeg har bare bedt om, at der er ro, og får jeg ro, så er det fint. Får jeg ballade backstage, så er det jo ikke særlig fint.«

Synes du det er en god beslutning, at Pari er blevet fjernet fra showet?

»Det er en beslutning, Gabriella har taget, og så vil jeg ikke sige mere om det.«

Hvorfor ikke?

»Det har jeg svaret på.«

Hvordan har du det med, at Gabriella nævner Kongehuset som begrundelse for at fjerne Pari?

»Det burde hun ikke gøre, og det er ikke noget, som jeg synes er særlig fint. Jeg har en god relation til H.K.H Benedikte, og det er ikke noget, som jeg har hørt fra hende eller Kongehuset.«

Gabriella skriver, at hun er blevet bedt om at tage Pari af showet. Nu siger du så, at det ikke dig, og heller ikke er Kongehuset. Hvem er det så?

»Ja, det ved jeg ikke. Det må vel være Gabriella selv.«

Har du fortsat tillid til Gabriella?

»Jeg har ikke andet. Jeg har ikke noget, der indikerer, at jeg ikke har tiltro til Gabriella. Jeg har arbejdet sammen med hende før, og der har aldrig været problemer.«

Så summa summarum har du som øverst ansvarlig for hele showet ikke en holdning til, at Pari Khadem er blevet fjernet?

»Nej, det har jeg faktisk ikke.«

Er cancelkultur noget som godt kan accepteres på Laugenes Opvisning?

»Nej, det kan det ikke, og jeg er for det stik modsatte,« understreger Johnny Alexander Wichmann

Efter interviewet har Laugenes Opvisning delt et opslag på deres officielle facebookside, hvor de i uforbeholdne vendinger roser Gabriella Tipsa Bruun, og gør det klart, at hun er »professionel« og en »uvurderlig del af teamet bag Laugenes Opvisning«.

LÆS: Nu reagerer Kongehuset