Skuespillerparret Eva Mendes og Ryan Gosling byder barn nummer to velkommen til verden med et helt specielt navn.

København: Blot 20 måneder efter fødslen af deres første datter, har det celebre Hollywood-par Eva Mendes og Ryan Gosling nu overrasket alle ved at løfte sløret for, at de er blevet forældre for anden gang.

Ligesom første gang har 35-årige Ryan Gosling og 42-årige Eva Mendes fået en datter, som de ifølge det amerikanske medie TMZ har valgt at give et helt specielt navn.

De to skuespillere har nemlig besluttet, at deres yngste datter skal hedde Amada Lee Gosling.

Parrets første barn fik navnet Esmeralda Amada Gosling, og de lykkelige forældre har altså valgt, at deres to døtre skal dele henholdsvis for- og mellemnavnet Amada, som på spansk blandt andet betyder elskede og kære.

Gosling og Mendes har begge skabt sig en karriere i Hollywood, efter at de hver især har medvirket i et utal af film.

Dog er skuespillerduoen også blevet rost for andet end deres talent på det hvide lærred.

Parret er nemlig kendt for deres smukke ydre, og i 2012 blev Eva Mendes kåret af People Magazine som værende en af verdens smukkeste kvinder på tværs af alle aldersgrupper.

Af den grund var glæden fra både fans og medier også stor, da Ryan Gosling og Eva Mendes i 2014 annoncerede, at de havde forenet deres gener og var blevet forældre til en lille pige.

/ritzau/FOKUS