Karen & Shirley er Danmarks to fremmeste R&B-sangerinder - og søndag kl. 21.03 har de debut som redaktører og radioværter for R&B-programmet »Karen & Shirley« på P3.

»Vi er stadig primært sangerinder, og det kunne vi ikke være, hvis det var TV. Man er mere anonym, når det er radio. Radio er også det medie, vi selv laver musik til,« forklarer Karen på en café på dagen for deres generalprøve i Radiohuset.

»Radio er et superfedt medie. Og det er fedt ikke at blive set - at det ikke er nødvendigt at skulle være lækker og ha' sminke på. Jeg er heller ikke god nok til TV. Man kan bedre slippe af sted med radio, fordi man kan sidde og gemme sig.

Det er ikke sikkert, folk lægger mærke til os her,« siger Shirley, der ikke selv har TV derhjemme - »men så har min kæreste (Jokeren fra Den Gale Pose, red.) to«.

Nej, radio har jo ikke noget med udseende at gøre, så Karen & Shirley er ifølge P3-chef Henrik Heide valgt som værter, fordi de er »dem der følger mest med i genren herhjemme . . , derudover har de en særlig smittende energi, når de er sammen«.

Den energi har de særligt dyrket de sidste godt to år, siden 26-årige Karen og 25-årige Shirley sammen skrev og sang »Kom igen« til Karens debutalbum »En til en«, der sidste år solgte 10.000 eksemplarer som Danmarks første dansksprogede R&B-album. Karen skriver nu på et nyt album.

Mens Shirley efter sin 1996-udgivelse »I'm Coming«, der solgte 10.000 herhjemme og 30.000 i Japan, er ved at prøve sine engelsksprogede bud på et album af hos pladeselskaber.

»Vi er jo unge, så der kan komme masser. Vi skal også lave både et engelsk og dansk album sammen,« siger Shirley selvtillidsfuldt.

»Karen & Shirley« er Karens debut som radiovært, mens Shirley har små to års erfaring som medvært på The Voice.

Og parret vil spille både ny og gammel soul, R&B og hiphop. Både dansk og udenlandsk. Og både egne og venners numre også . . . !?

»Det er ingen hindring. Selvfølgelig er der nogen, der vil synes, at det er underligt, at vi spiller os selv. Men vi skal formidle det, der er, så selvfølgelig skal jeg interviewes, når min plade kommer, for det ville jo være mærkeligt, hvis vi lod, som om den ikke kom,« siger Karen.

»Vi er en stor familie i hiphop- og R&B-miljøet. Men vi er på en mission for at få R&B ud til folket, og vi vil gerne støtte den danske scene. Det er dét, det handler om, mere end os.«

»Vi er jo stolte over, at vi er lidt ambassadør-agtige med det her program. Jeg hører altid radio, og altid Christiania Radio onsdag formiddag, for de er de eneste, der hidtil har haft et R&B-program,« siger Shirley. Og skulle du tro, at det så er to sangerinder og radioværter med éns smag, vi kan høre i P3 søndag aften, så tro om igen.

»Vi har en meget forskellig smag. Når vi køber en plade, er der otte numre, Karen kan li' og otte andre numre, jeg kan li' - altid. Det, synes vi, er fedt.

Det vil også gøre programmet mere spændende,« mener Shirley og giver et eksempel på, at deres personlige smag spiller ind på play-listen.

Sanne Salomonsens »Little White Doll« vil de ikke spille, for »hun synger rock over et R&B-track«. Mens Britney Spears' pop-sang over R&B i »I'm A Slave 4 U« vil blive spillet.

»Det nummer er så fedt. Karen hader det. Men jeg har fået overtalt hende. Så det spiller vi,« slår Shirley fast.