Khloé Kardashian udtaler, at "One Direction"-sangeren Harry Styles dater hendes halvsøster Kendall Jenner.

København: De romantiske rygter har længe svirret omkring to af popkulturens absolutte topnavne, nemlig "One Direction"-sanger Harry Styles og model og realitystjerne Kendall Jenner. Og nu giver realityhittet Khloé Kardashian, som også er halvsøster til 20-årige Kendall Jenner, sit besyv med.

- Om jeg mener, at de dater? Ja, svarer "Keeping Up with the Kardashians"-stjernen prompte til Entertainment Tonight.

Ifølge Khloé Kardashian er der ingen tvivl om, at der er amoriner i luften mellem de to. Til gengæld mener hun også, at det der med at sætte titler på er svært for deres generation.

- Jeg ved ikke, om de kalder sig kærester. I dag er det svært med sådan noget. Folk er meget mærkelige omkring det. Så jeg kender ikke deres titler. Men de var i St. Barts sammen, så for mig er det helt klart at date, forklarer den 31-årige stjerne.

Khloé Kardashian kan vist også selv rode lidt rundt i titlerne med basketstjernen Lamar Odoom, som hun søgte om skilsmisse fra for siden at trække begæringen tilbage.

Harry Styles og Kendall Jenner holdt nytår sammen på en yacht på den caribiske ø St. Barts. I løbet af nytårsdag hang de to også ud med tv-værten Ellen DeGeneres og hendes kæreste, "Ally McBeal"-skuespillerinden Portia de Rossi.

- De er søde. Jeg kan lide dem begge individuelt, og jeg kan også lide dem sammen, sagde talkshowværten til Entertainment Tonight ved onsdagens People's Choice Awards-uddeling.

/ritzau/FOKUS