Kandis har i årevis været Danmarks suverænt mest populære danseorkester. Men det har også betydet mange dage på landevejen, hvor Helle var alene i huset i Hurup med de to døtre, Cecilie og Caroline. Deres dagligliv og mødetider passer ikke altid med musikerens arbejdstider.

- Vi har en regel i Kandis, der betyder, at vi ikke må optræde mere end 200 gange om året. Vi kunne spille hver dag. Det er ikke nogen hemmelighed, at vores koner har presset på for at få den regel gennemført. Jeg kan godt forstå dem, har Johnny Hansen sagt til B.T.

Ved en fest i forbindelse med Melodi Grand Prix 2001 i Herning fortalte Helle Hansen smilende i en stille stund, at hun var enormt stolt af sin Johnny. Især som far for de to piger, der som hun sagde kunne sno ham om deres fingre.

- Til hverdag er det Helle, der får det hele til at glide derhjemme. Nogle gange er jeg så meget væk, at jeg er gæst i mit eget hus. Det er ikke fedt. Men i vores ferier er det hele lukket ned. Helle har været med hele vejen igennem, siden vi spillede i forsamlingshusene, sagde Hansen ved samme lejlighed.

Johnny Hansen forklarede tidligere i år til B.T., at familiens huskøb i Alanya i Tyrkiet i højeste grad handlede om at finde, som han sagde 'En Helle' for hans kone. Når familien var dernede var de 100 pct. sammen. Uden forstyrrende elementer.

- Jeg får da dårlig samvittighed ind imellem. Så forsøger jeg at ofre mig lidt for deres skyld. Forleden var vi ude på job og kom først hjem klokken 5.15. Jeg nåede lige to timer under dynen, før jeg kørte til ridestævne med tøserne. Jeg var helt udmattet, men vi fik en 2. plads og havde en superdag sammen, sagde Johnny Hansen sidste år.