Det er som bekendt ikke ufarligt at have levende lys tændt.

Det kan den danske sanger og skuespiller Micky Skeel i den grad skrive under på. Han fik sig i juledagene noget af en forskrækkelse, da der pludselig udbrød brand hjemme hos ham og familien. 

»Vi havde fået et duftlys i julegave, som vi havde stillet i vindueskarmen på badeværelset. Da jeg så skifter vores yngste søn, må enten ham eller jeg have været så kluntet at kaste noget tøj derover uden at opdage det,« fortæller han. 

Og det var først, da hans ældste søn kommenterede, at der lugtede brændt, at familien opdagede, at der er ild på badeværelset. 

»Jeg hører en underlig knitren fra badeværelset, og det er først der, at jeg opdager, at der er brand. Flammerne går op ad væggen næsten helt op til loftet,« lyder det videre. 

Heldigvis reagerede sangeren hurtigt og fik kastet de brændende ting udenfor og kvalt den ild, der havde fået fat i bordpladen. 

»Jeg fik heldigvis slukket det, inden det blev nødvendigt at ringe til brandvæsnet, og det er heldigvis kun kosmetiske skader,« siger han. 

Micky Skeel kunne efter forskrækkelsen i et opslag på sociale medier minde sine følgere om, hvor hurtigt det kan gå med de levende lys. 

'En lille reminder om, hvor farligt det kan være med levende lys. Vi slap heldigvis med skrækken, men det kunne være endt meget værre,' lød det blandt andet. 

Micky Skeel fik sit helt store gennembrud med nummeret 'Dope' i musikgruppen PULS.

Sangen 'Dope' blev et stort hit tilbage i 10erne, hvor den danske skønhedsguru Ole Henriksen både medvirkede i sangen og musikvideoen. 

I 2023 deltog han i Dansk Melodi Grand Prix, hvor han fik en tredjeplads med sangen 'Glansbillede'. Micky Skeel har yderligere medvirket i spillefilm som 'Den skaldede frisør' og den ikoniske børnefilm 'Af banen'.