Kan man lave en julekalender for børn, der handler om at miste? Sagtens, mener skuespiller Maria Rossing.

Foruden venskab, familie, håb og kærlighed er døden et centralt tema i DR's julekalender "Theo og den magiske talisman".

Og spørger man skuespiller Maria Rossing, som spiller mor til hovedkarakteren Theo, er det positivt, at en børnejulekalender kan berøre et emne, som for nogle forældre kan være tabubelagt eller svært at tale om.

- Jeg tror, at de fleste børn tænker over døden, hvad enten de har prøvet at miste nogen eller ej. Og derfor er det vigtigt, at vi taler med dem om det, siger hun.

I "Theo og den magiske talisman" rejser drengen Theo til det magiske naturrige, Thannanaya, for at redde sin morfar fra at dø.

Theos mor, Helene, tror ikke på, at der findes en magisk verden for de døende, sådan som hendes søn påstår, og det bliver svært for hende at nå ind til ham.

I virkelighedens verden gør Maria Rossing meget ud af at tale om døden med sin 10-årige søn, Eigil, som hun har med skuespiller Morten Surballe, der blandt andet er kendt fra DR-dramaserien "Forbrydelsen".

- Min søn er - og har altid været - meget optaget af døden, og det tror jeg, er helt naturligt. Han har mistet en farfar, så vi snakker om, at farfar stadig er der, og at vi tænker meget på ham. Det er rimelig nærværende for os alle sammen, at det er noget, vi kan tale om på en positiv måde, siger hun.

Maria Rossing erkender, at det ikke altid er nemt at tale om det at miste et familiemedlem eller en, man holder af.

- Men døden findes, og børn tænker over den. Og hvis man som forælder synes, at døden er et tabu, så tror jeg, at man fører det videre til sine børn, siger hun.

Den 43-årige skuespiller håber, at "Theo og den magiske talisman" kan åbne for samtaler mellem børn og forældre om det at miste, så forældre ikke tænker, at døden er noget, børn ikke kan tåle at høre om.

- Jeg tror, at mange børn er bange for, at deres mor eller far dør. Den frygt for at miste sine forældre er noget, alle børn håndterer, og det bliver meget, meget sværere, hvis de ikke tør sige det til de voksne, fordi død ikke er noget, man taler om, siger hun.

- Børn skal kunne få hjælp af voksne, der kan tale frygten et sted hen, hvor den er tålelig, siger Maria Rossing.

"Theo og den magiske talisman" sendes på DR1 hver dag klokken 19.30.

/ritzau/