Juleanmeldelse: Matador 5. december – Av, dén gjorde ondt!

Okay, allerførst!

Denne her gang er der altså et klokkeklart bevis på, at kærligheden går lidt for stærkt i Korsbæk!

Altså, Boldt er ikke engang helet fra sin røvfuld, før hans dame er forlovet med en ny!

På få dage har stakkels, naive Agnes byttet sjuften ud med én socialdemokrat, der forudser anden verdenskrig.

Man holder hurtigt af Røde, men det gjorde faktisk mest ondt på mig at se den side af Boldt.

Han bilder Agnes ind, at de er forlovede, så hun vil gå i seng med ham, og så brænder han gudhjælpemig – på iskold facon – pigebarnet af. To gange! For siden blankt at afvise hendes barn.

Med så brutalt og stadig troværdigt et karakterskifte gnider ‘Matador’ salt i såret og lader mig vide, at det ikke kun er et rosenrødt univers.

Okay, udover at Mads og Ingeborg skal have et barn! Ihhh, indsæt selv hjerteemojis.

Men nej, i endnu et karakterskifte, med modsat fortegn, mander Vicki sig op og vil hjælpe til i butikken, fremfor at græde over, at hendes dovne, snobbede mand viser sig at have formøblet hendes arv også – fordi man jo ikke snakker med kvinder.

Arnesens død er i øvrigt et glimrende eksempel på det, femte afsnit lykkes meget bedre med end tidligere.

Vi forstår, delvist gennem de forskellige kredses reaktioner på hans død, at det var et selvmord. Men var det gas, der tilmed fik fru Jørgensen til at besvime? Eller var braget fra hendes fald i virkeligheden kuglerne fra oberstens tjenestepistol? Selv når Ingeborg spørger lægen direkte, får vi ikke hele sandheden om Arnesens død. En mesterlig lille lektion til seeren i at få bekræftet sin landsbysladder.

Det må man sige, at Minna har fået. Hun har opdaget, at onkel Jørgen har haft en tre år lang affære, og hun beslutter hævngerrigt, at nu er det sgu hendes tur til at skide på konventionerne og have det sjovt.

Og vi mærker med Maudes uro over de nyheder – og med Agnes’ graviditetsfrygt – hvordan konventionerne om, at man skal være godt gift, ikke handler så meget om rent faktisk at være det.

Men okay, enkelte gange virker fortællegrebet stadig ikke helt efter hensigten. Det virker for eksempel ret ufølsomt, at Kristen bare er den, der fortæller grisehandleren, at han skal være bedstefar, eller at lægen bare siger foran kunderne på kroen, at Boldt ikke skal være far alligevel.

Men så en sidste ros: Introen svarer rent faktisk denne her gang på de spørgsmål, man var efterladt med 4. december: Pengeudlånet var åbenbart det, der umuliggjorde Elisabeths romance med Kristen.

Selvom det virker som en letkøbt konflikt, så bliver vi straks trøstet: Kristen vader stadig bare ind hos Elisbeth i hendes nye lejlighed, og hun tager imod hans gaver – med gode hr. Varnæs’ respekt. En Varnæs, der selv senere mister besindelsen overfor konkurrenten Mads i sorgen over sin vens død.

Kort sagt er der girlpower og smertefulde karakterbrister i dagens meget mere velbalancerede afsnit – whats not to like?