Må jeg starte dagens anmeldelse med en konstatering, der sikkert er gjort før, jeg selv fik taget mig sammen til at se 'Matador' – nu næsten færdigt – for første gang:
Det er et feministisk mesterværk.
Særligt i dagens afsnit 'Mellem brødre' kan man se, hvordan kvindernes selvstændighed for alvor begyndte at slå igennem dengang i 1946.
Det er også afsnittet, hvor Kristen og Elisabeth endelig får hinanden og bliver gift, men også afsnittet, hvor flere andre forhold synes at kuldsejle.
Ellen vil på Tandlægehøjskolen og flytte til København, mens en trist hr. Lamborg i stedet må emigrere med sin far.
Samtidig er rygterne om nødstedte Ulrik og usnobbede Majas bryllup og barn kommet dem i forkøbet, og selvom Maude insisterer på at stå ved sin søn, og selvom Ulrik endelig viser lidt engagement efter sønnens fødsel, så duer Maja ikke til intet at lave, og hun overvejer at flytte hjem til familien i Vordingborg og arbejde.
Langsomt går det op for damerne i Korsbæk, at de kan langt mere end vente på deres uduelige mænd.
Røde bliver da også mindre sympatisk, som han revser de småborgerlige, mens han taler om solidaritet, og glemmer sin familie, mens han taler om politik.
Agnes derimod både hjælper og blander sig uden om sin husbestyrerinde frk. Jørgensens arbejde i sit opgraderede hjem, efter hun endnu engang har udvidet forretningen til også at male på melsække og handle med skrivemaskineskrivelser.
Men hun får nok af Røde, da han uden varsel pludselig inviterer to kammerater på aftensmad, efter slagteren har lukket for salget af de manglende ekstra svinekoteletter, og når han tilmed formaster sig til at forklare, hvorfor de ikke gider høre om hendes forretning, der har givet dem maden på bordet, minder hun ham om, at hun kan klare sig uden ham.
Også Ada har til stor succes overtaget hr. Boldts restauration og omgjort den til Rosenhaven med dans og øl i krus.
Det er da også murermesterens kone, der får det sidste ord derhjemme, efter Mads Skjern har fjernet hendes tredje, statusbekræftende falske skorsten, så selv om Omegnsbanken hurtigt snupper borgmester Sejersen til deres egen bestyrelse, ender Jørgen Varnæs alligevel ikke i bestyrelsen i Korsbæk Bank.
Men alt det er ligegyldigt, da han ser Gitte Graa igen.
Hun skal desværre »fordele sin gunst« og giftes med en italiensk herre, som hun boede i Portugal med, og Jørgen Varnæs, der »heller ikke rigtigt er glad mere«, ender som en fulderik i detentionen og til efterfølgende udenbys indlæggelse.
Det er selvfølgelig Hans Christian Varnæs, der henter broren, han ellers var klar til at slå hånden af og som han nægtede at låne penge til at starte som investeringsrådgiver i Schweiz, og hvis jeg må komme med en generel betragtning, så er Holger Juul Hansen altså bare gennemgående naturlig og charmerende i rollen som den ordentlige bankdirektør.
Kristen derimod siger op som bankdirektør efter allerede forinden at have luftet sin utilfredshed med både sladderen i Korsbæk og sin brors metoder, og til sidst må han meddele Mads, at han tager et job og flytter til København.
Det er vitterligt kun yndlingsbarnet Ellen, der får lov at byde ham trods, familie eller ej, uden han råber op.
Selv at Elisabeth trods ægteskabet vil fortsætte som organist i hans Vor Frue Kirke, studser han over.
Men om Vicki Hackel skal gå med bejleren Gustav Varnæs, der har oppet sig og snart er klar til Forsvarsministeriet, eller om hun venter på »ham fra den spanske borgerkrig« der dårligt har givet lyd fra sig, er endnu en af de ting, der lægges op til at få endeligt afklaret i morgen.
Men først står jeg tilbage med spørgsmålet: Hvornår er 'Matador' blevet woke?
Damer rejses, brødre skilles og nye tider former sig.
Julens næstsidste afsnit 'Matador' er både slagkraftigt til nærmest woke-status, foruden festligt og rørende, og jeg glæder mig allerede til at se, hvordan det hele bliver lukket.