Juleanmeldelse: Matador 10. december – Dét ramte mig hårdt

Den 10. decembers afsnit af ‘Matador’ ramte mig hårdt.

Det er ikke lette sager, som behandles i afsnittet ‘I disse tider’, men det gøres med ynde og kraft.

Mit hjerte bløder med karaktererne, og jeg får et nuanceret blik på de debatter, der uundgåeligt begyndte at fylde i de små hjem dengang før krigen.

Vi får et indblik i abortdebatten, og mens Mads kalder det fosterfordrivelse, så styrkes Ingeborg samtidig fint som forstående, men også slagkraftig karakter.

Det samles i Agnes og Lauritz’ spisestue, hvor Røde bakker frisatte, men kontroversielle Elisabeth op og minder til kamp om »afskaffelsen af alle de måder, folk holdes nede på«.

Vi ser, hvordan holdninger og standpunkter uundgåeligt måtte tages til alvor.

Som broren Gustav, der tror, han »kæmper for fædrelandet«, stik imod Elisabeths øgede politiske bevidsthed og selvstændighed. 

Det gælder også lægen, der siger alle de rigtige ting, må vi forstå, og som igen bakker byens indledende diskussionspunkt Elisabeth op. Han ser også krigens komme, og igen hører vi, at dem der ikke bare følger med tiden, men forudser fremtiden, er vinderne. Vores venner.

At lægens ord bør respekteres, og at begivenhederne i de små hjem også har vigtighed, ser vi ikke mindst ved Ingeborgs kamp for at få Mads til at indse, at Daniel ikke bare skal presses til at blive et regnegeni. 

Til sidst må Mads endelig indse, at også han må overgive sig til sin kones dømmekraft, og han står fortvivlet tilbage. 

Men som grisehandleren siger, så er der bare ting, »der sorterer under Katrine«.

Den stille kvindekamp ser vi også, når Agnes vralter rundt som en gravid elefant og klarer alt i hjemmet og blander sig i debatterne ved middagsbordet. Og til sidst belønnes med en fornem barnevogn, selv om det jo er ligegyldigt, og når hun igen lader følelserne løbe af med sig, så bløder mit hjerte med hende.

Også med hr. Varnæs, som lader tårerne flyde, efter han må konstatere, at han er fej og lader Ulla storme ud af døren.

Den nytilkomne Iben er derimod et lidt insisterende bekendtskab, men hun viser noget dybde, og hendes forældre er jeg i hvert fald helt vilde med. 

Fru Skjold Hansen bræller åbent ud om sine egne problemer med datteren, der har forladt sin mand – i frygt for krigen, viser det sig – når konsulinden forsøger at sladre. 

Og hr. Skjold Hansen er ikke til at stå for med sin teatralske, højtråbende, indtagende charme.

‘Matador’ tager alvorlige debatter op og viser flere sider af dem, mens vore helte får modstand og styrkes af deres slagkraftige kvinder. 

Det er stærke sager, der går lige i hjertekulen.