Joe Biden sender førstedamen til kroning af kong Charles
USA's førstedame, Jill Biden, skal repræsentere USA, når den britiske kong Charles skal krones 6. maj.
USA's førstedame, Jill Biden, skal repræsentere USA, når den britiske kong Charles skal krones 6. maj.
Fra USA bliver det førstedame Jill Biden, der deltager i den britiske kong Charles' kroning til maj.
Præsident Joe Biden orienterede kongen om beslutningen i et telefonopkald tirsdag.
Det oplyser Det Hvide Hus i en erklæring.
I telefonsamtalen lykønskede Biden kong Charles med den kommende kroning og sagde, at han gerne vil mødes med ham i Storbritannien på et senere tidspunkt.
Charles og hans hustru, dronningegemalinde Camilla, bliver formelt kronet ved en stor ceremoni i Londons Westminster Abbey 6. maj. Her har kroninger af konger og dronninger fundet sted i størstedelen af de sidste 1000 år.
Snesevis af ledere fra hele verden ventes at deltage i kroningen.
Traditionelt set har amerikanske præsidenter ikke deltaget i kroningen af den britiske monark. Præsident Joe Biden deltog dog i begravelsen af Charles' mor, dronning Elizabeth, i september.
/ritzau/Reuters