Efter en advokatundersøgelse af arbejdsforholdene på TV 2 er Jes Dorph-Petersen nu blevet fyret.
I november fik han på fornemmelsen, at man ville fjerne ham fra skærmen, da det ifølge en intern undersøgelsen var kommet frem, at han i to tilfælde for henholdsvis 18 og 20 år siden havde opført sig krænkende over for to journalistpraktikanter.
16. december sygemeldte Jes Dorph-Petersen sig med stress og kontaktede en uges tid efter Politiken, som han har fortalt om TV2's håndteringen af sagerne og fyringen.
»Det var en ekstrem belastning. Jeg kunne ikke blive ved med at lade, som om det er sjovt at snakke om klejner og lave hyggelige interview, når jeg vidste, at hele lortet var i brand bag mig,« siger han til mediet.
Det var særligt hårdt, fordi den 61-årige tv-vært langt fra var tilfreds med TV 2's håndtering af sagen.
Han har følt sig manipuleret og urimeligt behandlet, siger han. Ifølge ham har kanalen blot ledt efter en »gammel bjørn,« så de kan vise omverdenen, at de tager afstand til fortiden.
TV 2 afviser anklagen over for Politiken.
»Når vi vurderer, at der er tale om alvorlige krænkelser, så har det også konsekvenser – uanset hvornår de er foregået. #MeToo handler om, at der er ofre, og at den krænkedes oplevelser er i fokus. Men der er ingen vindere i sådanne sager. For selvfølgelig gør det ondt, når der er fokus på #MeToo. Både på dem, det er gået ud over, og på dem, der bliver anklaget for krænkelse,« siger indholdsdirektør Lotte Lindegaard.
Stationen ønsker ikke, at give Jes Dorph-Petersen og hans advokat Mette Grith Stage en skriftlig begrundelse for fyringen.