Det har været en særdeles hektisk start på 2021 for Jes Dorph-Petersen.

Men nu er ringene i vandet efterhånden begyndt at ebbe ud, og derfor kan Jes Dorph også puste ud og se tilbage på en periode, som han kalder for den mest groteske og horrible i hele sit liv.

Det fortæller han i et interview med Se og Hør, hvor han også afslører, at det har været en så stor emotionel rutsjebane, at han har fældet tårer flere gange:

»Jeg har ikke været brudt sammen, men jeg har grædt et par gange. Jeg tudbrøler ikke, jeg græder ikke længe, selv om jeg burde,« siger han.

Jes Dorph-Petersen har haft en hektisk start på 2021.
Jes Dorph-Petersen har haft en hektisk start på 2021. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Jes Dorph-Petersen har ikke lagt skjul på, at han i processen omkring advokatundersøgelsen hos TV 2, der fik ham afskediget, har følt sig uretfærdigt behandlet. Men det er ikke det, der har fået tårerne frem hos den 61-årige.

Det er den massive støtte, som han har oplevet. Især fra gamle kolleger hos TV 2 og Nordisk Film. Han forklarer i interviewet, at han har modtaget mange rørende og bevægende beskeder, og at det har været overvældende for ham.

Blandt de støttende ekskolleger har både Rasmus Tantholdt, Natasja Crone og Mikael Kamber meldt ud, at de er rystede og chokerede, og at de ikke kan genkende det billede af Jes Dorph-Petersen, som der er blevet fremstillet af de to anonyme anklager.

Anklager, som i sidste ende fældede den nu tidligere tv-vært, der var vært på TV 2 i mere end 30 år.

Det var dog ikke kun fra kolleger og bekendte, at støtten strømmede ind. En støttegruppe blev oprettet for både Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, og den eksploderede i medlemstal på ganske kort tid.

Således var den oppe at runde 45.000, men en hård omgangstone, med grove beskyldninger og bemærkninger fik Jes Dorph til at melde sig ud, da han ikke ville sættes i forbindelse med anklager, der var rettet mod TV 2, Sofie Linde og sågar hele MeToo-bevægelsen. Sidenhen er medlemstallet også faldet til under 44.000.