Jens Werners hustru deler rørende opslag: 'Vi vidste, hvilken vej det ville gå'


Det kom som et stor chok, da den mangeårige 'Vild med dans'-dommer Jens Werner tirsdag pludselig sov ind i en alder af blot 59 år.
Han efterlader sig to børn og hustruen Anette. I et rørende opslag på familiens danseskoles Facebook-side skriver Anette Werner, at de godt vidste, hvilken vej det ville gå.
»Vi er ikke i chok. Vi vidste, hvilken vej det ville gå, men ikke desto mindre er vi i dyb sorg over at skulle leve uden det bedste og mest kærlige menneske på jorden.«
Hun fortsætter:

»Ingen kunne se det, ingen vidste det andre end os. Du kæmpede en sej kamp, som du og vi vidste ikke kunne vindes fra starten af. Men du vandt alligevel mod alle odds.«
Anette Werner fortæller, at hospitalspersonalet sagde til dem, at hvis de ikke kiggede på hans journal, så ville de tænke, at han var sund og rask.
Derudover havde lægerne spået ham maks. ét år, men han endte i sidste ende med at få tre et halvt år.
Hun tilføjer, at det var i julen 2020, da hele Danmark var lukket ned på grund af corona, at Jens Werner fik sin kræftdiagnose og gav familien deres livs chok.

»Du er den sejeste, modigste, stærkeste, kærligste, mest omsorgsfulde, dygtigste mand i hele verden, og det vidste du heldigvis godt, at dine tre stjerner syntes,« skriver hun.
Som tidligere meldt ud, har Anette Werner besluttet, at deres danseskole skal køre videre i Jens Werners ånd.
Hun slutter sit opslag med at nævne, at bisættelsen finder sted den 19. juli klokken 13.00 i Sankt Pauls Kirke i København.
Læs hele Anette Werners opslag herunder: