Dansedommer Jens Werner havde aftalt med sig selv at være single i to år efter bruddet med en kæreste, men så mødte han Anette og den ubetingede kærlighed.
Hvornår er du helt dig selv?
»For mange år siden besluttede jeg mig for ikke at være andet end mig selv. Jeg kan ikke gå på arbejde mange timer hver dag og forestille, at jeg er noget, som jeg ikke er. Det har jeg gjort førhen, men det var alt for trættende og stressende.«
Hvornår besluttede du at ændre det?
»Det er helt klart Anettes skyld, at jeg hviler så godt i mig selv i dag. Da jeg mødte hende for 22 år siden, følte jeg den ubetingede kærlighed fra hende, og det ændrede noget i mig.«
»Jeg har før været i parforhold, hvor jeg følte, at jeg skulle være på en bestemt måde, klæde mig bestemt eller sige noget særligt. Men sådan var det ikke sammen med Anette.«
Hvilken forskel har det gjort for dig, at du begyndte at hvile mere i dig selv?
»At jeg er meget mere tro mod mine egne følelser og beslutninger. Mine skuldre har sænket sig med 15 centimeter.«
Når man er med i et program som 'Vild med dans', hvor så mange mennesker ser med, er der nok mange, der har en holdning til dig og den, som du er – kan det få dig til at tvivle på, hvem du er?
»De første par sæsoner medfødte en hel del usikkerhed i forhold til min selvtillid og mit selvværd. Især, når der kom kommentarer på diverse medier fra nogle mennesker, som ikke kunne forstå, at man rent faktisk kunne blive ked af, hvordan de skrev.«
»Der kunne jeg godt blive lidt i tvivl, om jeg måtte være den, som jeg er. Men det var cirka på samme tidspunkt, at mit ægteskab gav mig den ubetingede kærlighed, hvor jeg fandt tro, ro og hvile i mig selv, så jeg ikke længere tænkte over de kritiske røster.«
Hvilket råd ville du give til dit yngre jeg?
»At uanset hvor mange udfordringer, problemer, drillerier og besværlige dage der er, skal det hele nok gå. Du er god nok, som du er, men du skal igennem forskellige udfordringer i livet.«
Hvorfor er det lige det råd, du fremhæver?
»Fordi det er en fuldstændig spejling af min egen historie. I 12-14-årsalderen følte jeg, at der var mange problemer. Der var drillerier i skolen, fordi jeg dansede. Der var drillerier, fordi jeg dansede så meget, at mine karakterer ikke altid var skidegode. Der var udfordringer derhjemme, fordi min mor og far blev skilt, og der var ingen voksne, der tog fat i mig og tog en snak om det.«
»Hverken på danseskolen, i fritidshjemmet eller i skolen. Så jeg kunne kun følge min egen mavefornemmelse, og den fortalte mig, at jeg skulle blive ved med at danse. Uanset hvad der skete. Så dansen blev min redning, og derfor har jeg også kaldt min nye bog det.«
Hvordan hjalp dansen dig, når der var noget udfordrende?
»Dansegulvet har været et frirum. Der blev jeg accepteret for den, som jeg var, og det var et frirum, som jeg godt kunne unde alle at finde. Hvis ikke inden for dansen, så inden for noget andet. Men et sted, hvor nogle af de problemstillinger, som vi alle til tider går rundt og døjer med, ikke eksisterer.«
»Der er nogen, der dyrker yoga, der er nogen, der spiller musik, og der er nogen, der maler eller strikker. Jeg tror, at det er vigtigt for os alle at have noget, der på den måde giver os plads – specielt i den tid, som vi lever i, hvor der er mange forventninger til os alle.«
Så dansen har altid fulgt dig?
»Ja, det har den. Jeg holdt et års pause på et tidspunkt, men det viste sig hurtigt, hvor jeg hører hjemme, og at det er inden for dansen. Det var der ingen tvivl om.«
Hvad er det vigtigste, du har lært om dig selv?
»Det vigtigste, jeg har lært om mig selv, har jeg ikke kunnet finde ud af selv. Jeg har i hvert fald følt, at det krævede en bedre halvdel. Det lyder måske lidt klichéagtigt, men Anette er mit livs kærlighed og min livsledsager. Vi støtter hinanden vanvittig godt.«
»Der har faktisk været utrolig få udfordringer mellem Anette og mig. Selvfølgelig skulle vi lære hinanden at kende. Men det blev hurtigt tydeligt, at vi gerne ville mange af de samme ting. Vi har begge dansen som vores baggrund, og vi ville begge gerne have dansen med ind i vores fremtid.«
Havde du regnet med, at det skulle være jer to, da du mødte Anette?
»Jeg mødte hende ved et afdansningsbal i Herlev, hvor jeg skulle se min nevø danse. Jeg sad på en række sammen med min familie, og lige bagved sad tre damer. Den ene havde et barn på skødet, som tog fat i min jakkekrave. Da jeg vendte mig om for at se, hvad der skete, kiggede jeg lige ind i de smukkeste øjne.«
Var det Anettes?
»Ja, og det var hendes nevø, som hun havde på skødet, fandt jeg senere ud af. Jeg tyede til lidt gentlemantricks og fik hendes telefonnummer. Selvom jeg halvandet år forinden faktisk havde besluttet, at jeg ikke skulle være i et parforhold igen, før der var gået to år. Da mit tidligere parforhold gik i stykker, tænkte jeg nemlig, at jeg havde brug for at finde mig selv.«
»Men den plan ændrede sig, da jeg mødte Anette. Der blev jeg nødt til at bryde min egen aftale, for det kunne jeg simpelthen ikke tillade at gå uprøvet hen. Og som min bror siger: 'Der har du sgu godt nok skudt over, brormand' – og ja, det må jeg nok indrømme, at jeg har.«
