Har du nogensinde tænkt over, hvem du diskuterer med, når du deltager i en ophedet diskussion på sociale medier?
Så kan det muligvis være 'Hunger Games'-stjernen Jennifer Lawrence.
I et interview med skuespilleren Robert Pattinson, som hun spiller sammen med i en ny film, indrømmer hun, at hun anonymt deltager i diskussioner, der ofte opstår i kommentarfelter på TikTok.
Det skriver CNN.
I interviewet afslører hun sin hemmelighed og fortæller, at hun deltager i, hvad hun kalder 'slagsmål på TikTok', hvor hun gerne kommer op og 'slås' med folk.
»Der var en pige, der var sådan: 'Hvor gammel er du? Få dig et liv',« fortalte Jennifer Lawrence grinende i interviewet.
Hun afslørede yderligere, at det hele startede med diskussioner frem og tilbage omhandlende familien Kardashian og reality-serien 'Real Housewives'.
Men særligt et emne er meget betændt blandt TikTok-brugerne. Nemlig den britiske kongefamilie.

»Mange mennesker vidste ikke, at dronning Elisabeth II blev gift med sin fætter. Det er en reel information. De er fætter og kusine,« fortalte hun videre i interviewet.
En udtalelse, der på TikTok har sendt beskyldninger skuespillerens vej, der anklager hende for at 'ødelægge' den kongelige familie.
Ifølge CNN var dronning Elisabeth og hendes mand relateret langt ude. Det skyldes, at prins Philips mor, prinsesse Alice af Battenberg, var oldebarn af dronning Victoria.
Og dronning Elisabeths far, kong George VI, var oldebarn af dronning Victoria.
I interviewet grinede Robert Pattinson og nævnte, at Lawrence var på en meget nichepræget del af TikTok.
Jennifer Lawrence og Robert Pattinson er aktuelle som skuespillere i den psykologiske thriller 'Die My Love', som fredag havde premiere i USA og Storbritannien.
