Birgitte Simonsen er blevet kendt i offentligheden som »elskerinden«. Dels i TV-serien »Nikolaj og Julie« dels i skuespillet »Lyden af skyer«. Privat har hun rollen som elskerinden over for sin mand.
»Det er flot og sexet, når han har fint jakkesæt på. Det tænder mig,« siger hun. Kun for Kvinder har mødt den kongelige skuespiller, der valgte sit fag efter en personlig sorg som barn.Te og hjemmebagt brød. Kvinden i sofaen dirrer af sanser. Det lange brune hår, der er skødesløst sat med spænder, matcher den smukke turkis-mønstrede kjole. Dybt nedringet. Scenen er sat til at forføre. Og hun forfører hver dag. Sin fire år yngre ægtemand. Elskerinderollen er straks anderledes på kant med gængs moral, når den udøves som utroskab, når den bryder ind i og ødelægger andres ægteskab.
Kvinden i sofaen gør begge dele. Med reneste samvittighed. Skuespilleren Birgitte Simonsen, 42, gør det indtil 1. november i skuespillet »Lyden af skyer« i Turbinehallerne, og det er ikke mange hyrdetimer siden, hun forsøgte at destruere parforholdet i de første afsnit af TV-serien »Nikolaj og Julie«.
Ét er teater, noget ganske andet den virkelighed, der leves for fuld udblæsning i den smukke gamle andelslejlighed på Frederiksberg. Det er her, Birgitte Simonsen forfører sin mand, skuespilleren og teaterlederen Giacomo Campeotto. De har været sammen siden 1989, boet med hinanden i 13 år, været gift i tre. Parret har to børn, Barbara på fem og August på otte år.
Sådan ser synopsis ud for den private forførelsesscene: »Det lyder måske lidt gammeldags, men jeg elsker de situationer, hvor Giacomo har fint jakkesæt på. Det er så flot og sexet. Det tænder mig. I tøj og væremåde kan jeg godt lide, der er forskel på kønnene, det er det, der giver spillet mellem mand og kvinde. Når forførelsen forsvinder i et ægteskab, tror jeg det måske skyldes stress. Parterne kan ikke nå hinanden.
Forførelsen kan også forsvinde, når begge vil have en karriere, og der kun er plads til den ene. Hænger den ene part så en togvogn bagefter, er det sket med forførelsen. For mig betyder det da meget for min forelskelse, at Giacomo har udviklet sig med sin karriere.«
Hvordan ser du på elskerinderollen? »Det kan da være smigrende at spille elskerinde. I de fleste tilfælde skal det jo være en pige, der har noget over sig for at kunne gå ind og ødelægge et forhold. Men elskerinder er ikke lykkelige kvinder.
Jeg har aldrig selv haft et forhold til en gift mand. Det kunne måske være sket, da jeg var ung og føjtede rundt, men ikke i min modne alder i dag med to børn. Det kan umuligt være sjovt.
Selvfølgelig kan vel også jeg blive lidt lun på en anden og opleve en lille flirt. Det er ikke forkert, medmindre det udvikler sig groft. Jeg er da stolt, når nogle kvinder flirter med min mand. Men nej, jeg vil ikke være glad for utroskab.«
»Jeg er et udpræget 70er-barn, og den generation synes ikke, det er fedt. Som teenager var jeg chokeret over at opleve, hvordan de voksne ofte havde mere end én kæreste. Men det fungerer jo ikke. Til gengæld må jeg acceptere, hvis min elskede skulle blive varm på en anden. Jeg er ikke den eneste kvinde på denne jord.«
Birgitte Simonsens middelhavsblå øjne gløder, når hun taler. Og hun taler meget. Og råber. Gestikulationerne forsøger ofte at hvirvle sætningsforløbene ind i en logisk sammenhæng, men temperamentet og engagementet er svært at tøjle.
»Jeg ser ikke elskerinderollen som den store synd. Men den har hver gang konsekvenser. Til gengæld er der altid en årsag. En elskerinde kommer først ind i billedet, når der er krise i forholdet. Jeg vil altid kunne tilgive en éngangsaffære over for en mand, jeg stadig elsker.
Jeg vil jo også selv tilgives, hvis jegbegår en dumhed. Jeg vil nok kræve et godt skænderi om, hvorfor det skete. Det er ikke elskerindens skyld. Hun bliver kun farlig, hvis der er problemer.
Jeg har ikke oplevet utroskab - så vidt jeg ved...! (der storsmiles). Og jeg ville ikke have det sjovt, selv om jeg tror, tilliden kunne genskabes. Hvad er utroskab i øvrigt?
Nogle siger, den begynder med de øjne, du sender til ham/hende, der sidder over for dig. For mig er utroskab først alvorlig, hvis jeg er forelsket i en anden. Og så er det meget sværere at tilgive.«
Vil du kalde dig den stabile type? »Jeg kan ikke garantere, at der ikke sker ulykker. Men jeg håber, Giacomo og jeg bliver her sammen. Ingen kender jo kærlighedens vilde veje.
Jeg har oplevet meget - været gennem mange forhold. Men Giacomo og jeg var vildt forelskede. Det var en stor bekræftelse at høre 'jeg elsker dig'.« De så hinanden første gang på Det Kongelige Teater, da han var 24, hun 28. Begge var frie på markedet. »Jeg syntes, han var sådan en smuk fyr«. Et halvt år senere mødtes de for anden gang, og derefter gik det stærkt.
»Det sagde bare bang! Efter en romantisk middag var vi kærester og har sovet sammen siden. Men i de første år skændtes og sloges vi. Vi var meget igennem, inden vi fik børn. Den store kærlighed er ikke lutter lagkage, den er dybt kompliceret.
Det er så svært at forstå hinanden. Måske fordi vi - uden at være bevidste om det - vælger modsætninger. Han og jeg elsker hinanden, men vi kan også blive sindssyge af den andens vaner. Hvis Giacomo f.eks. arbejder i Jylland, har jeg endelig chancen for at finde køkkensaksen, hvor køkkensaksen skal ligge! Bagateller, men hvor kan de irritere... «
Birgitte Simonsen har i sin ungdom - og indtil hun mødte sin mand - været gennem flere nedture og ulykkelige kærlighedsforhold.»Jeg er aldrig blevet accepteret af nogen mand som af Giacomo. Jeg ved, jeg fylder meget, taler meget. Han har den styrke, der skal til for at sige »hold kæft!«. Samtidig er han god til og har også lyst til at lytte, når jeg har brug for det.
Som yngre var jeg langt mere selvoptaget. Fra jeg mødte ham, ønskede jeg at skabe en familie.« Det er en kendt sag, at kvinder har lettere ved at tale om problemer og følelser end mænd. Men Giacomo tør, hvor mange mænd lukker af.«
»Vi analyserer meget sammen. Måske er en del af kampene mennesker imellem en dyrisk magtkamp for at få det seksuelle i gang. Kampene er der i hvert fald. For os to er det vigtigt at have samme grundindstilling.
F.eks. med hensyn til børneopdragelse. Men vi er også gode til at være ømme over for hinanden selv efter ugers vrede og »had«. Jeg kan være meget vred på mænd og har været det, fra jeg var helt ung. Sikkert fordi jeg ikke tilstrækkeligt forstår, hvad de siger...
Én af misforståelserne handlede om »elsker-du-mig-nok?«-problemet. Jeg følte tvivl. Det var dengang, Giacomo og jeg ikke havde børn. I dag indser jeg det vigtige i at finde en balance, så vi ikke hænger over hinanden. Den balance er han god til. Og god til også at have et liv med andre, så vi ikke bliver trætte af hinanden.«
Hvorfor de svære kærlighedsforhold i de unge år? »Fordi jeg tidligere valgte de forkerte. Jeg skulle igennem nogle fyre, jeg vidste, jeg ikke kunne få. Og jeg vidste næsten på forhånd, at de ikke elskede mig. Nogle var jeg ikke klar til. Mit forhold til mænd var bestemt kompliceret. Og det skyldtes nok, at jeg ofte følte mig deprimeret og ulykkelig.«
Da Birgitte Simonsen var tre år, blev hendes femårige bror kørt ihjel i en voldsom ulykke. Det blev moderens store sorg. »Og det blev min. Måske derfor søgte jeg som ung noget, jeg ikke kunne få. For så kunne jeg få mulighed for at græde. Min mor elskede mig, men hun var så knuget af sin sorg, at også jeg blev det ret voldsomt.
Som lille barn er den første kærlighed, man forstår, kærligheden til mor og far. Sker der små knæk i den, er det en tragedie. Jeg kan godt forestille mig, at jeg er blevet skuespiller for at leve en del af det ud, der har gjort ondt. For at få lov til at føle mig svigtet og græde. Nogle kommer aldrig over ulykkelig kærlighed - jeg gjorde.«
Kan du stadig blive deprimeret? »Ja, depressionen kan ramme, uden at jeg ved hvorfor. Jeg tror, det oftere sker for kvinder end for mænd. Har man ikke prøvet at være dybt deprimeret, kender man heller ikke lykken. Uden ulykkelig kærlighed bliver man ikke hel... og jeg ville ikke undvære mine erfaringer. Når jeg har det rigtig dårligt, græder jeg. Så trøster min mand og mine børn.
Selvfølgelig forklarer jeg børnene, at det intet har med dem at gøre. Gråd er noget af det vigtigste, vi har. Mine forældre viste altid følelser, og jeg har set Giacomo græde. Vi kommer jo ovenpå igen. Som 42-årig ved jeg, at jeg ikke kan være smadderlykkelig hele tiden.«
Angsten for at miste - i betydningen at dø - sidder i hende. Men i parforholdet føler Birgitte Simonsen sig sikker i sadlen. »Hvis Giacomo gik fra mig, ville jeg blive dybt ulykkelig. Men jeg bruger ikke tanker på, at han kan forlade mig. Men skete det virkelig, kunne jeg også klare det. Jeg føler mig nu ret sikker på, at han vil have mig.
En skilsmisse er valget mellem pest og kolera for børn. Jeg ved, man ikke skal blive for enhver pris, men jeg forlader ikke nogen, så længe jeg har mindre børn.« Når rollingerne - »vi lever og ånder for dem« - er blevet lagt i seng, står den på intenst samvær mellem mor og far.
»Når jeg kommer hjem fra teatret, er der behov for at få sutsko på og behov for at tale om dybe emner. Socialt bliver vi begge dækket ind på arbejde. Vi har to spændende job, og venner og veninder er også inspiration i et forhold. Det giver næring til ægteskabet at have andre mennesker i sit liv. Jeg elsker mine veninder, og jeg kan ikke undvære en snak med kvinder.
Jeg har efterhånden lært at acceptere de ting, der ikke er til at ændre. Vanerne/uvanerne. Hvis Giacomo er utrolig perfektionistisk, så lad ham være det. Småting gider jeg ikke længere diskutere. Hverken han eller jeg er knugede mennesker.
Vi kan stadig skændes, så det gungrer. Som ung kunne jeg råbe, skrige og smide med tingene. Egentlig er det okay, bare ingen skal på skadestuen. Det ændrer sig, når man får børn. For de synes ikke, det er sjovt. Så i dag prøver jeg at beherske mig. Men der bliver aldrig tavshed mellem os.«
Birgitte Simonsen erkender, at det kræver en vis råstyrke at leve sammen med hende. »Når Giacomo er blevet, er det fordi, han magter det. Han er bomstærk. Da vi mødtes, var han en dreng. Nu er han en voksen mand. Og det har bestemt ikke være nemt for ham i begyndelsen.
Han har aldrig været en tøffelhelt, han er ikke én, der bare bøjer af eller føjer sig. Jeg har altid gerne villet finde en mand, der elsker mig, men som også har respekt for sig selv. Den mand mødte jeg først som 28-årig.«
Har du brug for bekræftelse? »Ja, for skuespillere er vel i bund og grund bekræftelsessyge. Det handler om »se mig, hør mig«. Men det handler også om ånd. Derfor vil jeg svare, at jeg bliver meget bekræftet i ting, Giacomo siger.
F.eks. i måden han går ind for mig på. Han fortæller mig, at jeg er skøn og lækker. Den kritik jeg har af mit udseende kommer fra mig selv. Og jo, jeg er også god til at bekræfte og rose, synes jeg.«
Har I haft kriser? »Ja da, og altid når den ene var i underskud - dvs. oftest mig, hvor Giacomo ikke har kunnet bære hele tiden at skulle støtte mig. Men vi er altid kommet igennem. Ved samtaler.«
