Danmarks ukronede popkonge Johnny Hansen møder B.T.s rockkonge Steffen Jungersen til en snak om fordomme, musik og underholdning

- Så meget kan jeg godt sige dig, Steffen...at det tætteste jeg nogensinde har været på hård rock var engang i Norge, hvor vi boede på det samme hotel som Deep Purple! Johnny Hansen smiler skævt. Jeg på min side ved, missionen er slået fejl.

Få dage før havde jeg jo oplevet chefens forventningsfulde fryd, da Heavy Metal rockeren hér sagde ja til at mødes med dansktop-kongen Johnny Hansen fra Kandis. Det MÅTTE da ende i en konfrontation. 'Rockkongen mod popkongen' og alt det dér, De ved.

Well, nu skikker det sig bare sådan, at 'rockkongen' har stor respekt for folk, som har til levevej at gøre andre mennesker glade. Folk, som sætter en ære i at gøre deres arbejde ordentligt. Sluttelig spiller det ikke mindst ind, at Johnny Hansen er dét, man i lægmands termer kalder en skidefin fyr! Boblende af humør, underdrejet humor og selvironi.

Så er det sgu svært lige at sidde i selskab med Johnny Hansen på Hotel Ebeltoft Strand og give den som én, der ikke kan døje dansktop-musik. Så sandt det end er.

Men så giver Johnny gerne en hjælpende hånd med.

- Spørg mig bare, hvad det er for noget lort, jeg laver, griner han.

Okay da. Bliver det ikke træls sådan at skulle synge om hjerte, smerte, kakkelborde, lagkager, levende lys og hvad ved jeg?

- Altså, vores mål er jo at være et partyband. At få folk til at glemme deres fortrædeligheder i de seks timer, de er af sted. Så det skal jo være glad musik for folk, der danser og morer sig. For os handler det om noget, de kan synge med på. Jeg synes, vi udvikler os med små skridt hele tiden. Vi har da lavet et par sange ind imellem om noget andet men de dér sange om kærlighed... de skal være der.

Fans vil ikke have udvikling
Der ER ikke meget plads til udvikling i danskpoppen.

- Jeg har prøvet. I 2001 lavede jeg en plade sammen med Nis Bøgvad fra Back To Back, hvor jeg bl.a. skrev nogle sange sammen med guitaristen Poul Halberg, fortæller ­Johnny.

- Der var både forvrængede guitarer og tunge trommer på, og dét brød vores kernepublikum sig godt nok ikke om. De håbede da godt nok ikke, det næste Kandis ville blive sådan noget, for så vidste de sgu godt nok ikke liiiiige..., Johnny griner glad.

- Når det så er sagt, så ser jeg os gerne bevæge os lidt over i countryrock-afdelingen og længere væk fra den dér Vikingarne schlager ting. Vi er sgu ikke helt så pæne, som du går og tror!

Skribenten her, som tilmed er syv år ældre end Johnnys 42, har altid syntes, at dansktop var noget, mine forældre terroriserede mig med, mens jeg så hævnede mig med Black Sabbath på fulde pedal inde fra drengeværelset.

Sådan har Johnny aldrig haft det, forsikrer han.

- Jamen, jeg har aldrig været den store rockfan. Jeg ER en popdreng jeg hører helst noget Elton John eller Robbie Williams, siger han.

Ingen rebel
I det hele taget synes begrebet 'rebel' at ligge Johnny Hansen lige så fjernt, som det ville ligge mig at hyre Birthe Kjær til min 50 års fødseldag.

- Jeg er født ind i det hér (Johnny er søn af Bjørn (& Okay) Hansen), og min far startede med at spille i 1965, da jeg blev født. Så vi har altid hørt hans musik hjemme, og allerede som fire-årig var jeg ude og synge hans sange, og jeg lærte jo at synge sådan. I starten med Kandis lød jeg så meget som min far, at radiostationerne lavede konkurrencer, om man kunne høre, om det var ham eller mig, der sang.

Johnny begyndte at spille dansktop-musik til halballer og i natklubber, da han var 18 år.

Samtidig var han i lære som elektriker, mens bandet spillede hver weekend. Jobs, som ofte varede fra klokken 22 til klokken fire om morgenen, og som igen betød, at hver søndag blev brugt på at komme sig så meget over weekenden, at unge Hansen kunne møde til tiden til sit elektrikerjob mandag morgen.

- Vi blev til Kandis 4. januar 1989 klokken 21 til et enkebal i Thisted. Dét var stort. Det var dér, vi blev enige om, at: jo, nu gør vi det sgu fuldt ud, griner Johnny.

Og så BLEV det også alvor. Kandis spiller så mange jobs om året, at det ville få de fleste rockmusikere til at styrte besvimede om.

- Vi var en overgang oppe på spille 200 koncerter om året. I dag er det omkring en 150-170 jobs om året, og det er stadigvæk mange, siger Hansen.

- Ja, vi har da i øvrigt allerede spillet ét job i dag.

Johnny og jeg taler denne dag med hinanden klokken 16. Om tre timer skal de underholde på hotellet til en seance, som nok alt i alt kommer til at vare fem-seks timer.

- Her om vinteren er det så meget i weekenderne, vi spiller, men om sommeren er det meget mere. Jeg har da været oppe på at spille fjorten jobs på femten dage nogle gange.

Er det ikke til at blive tosset i hovedet af?

- Jeg ved ikke, om det er fordi, vi er ved at blive tossede, men siden du spørger: Vi lavede en sjov lille statistik i turbussen. Vores gennembrudssang, En lille ring af guld, har vi nu spillet cirka 7.000 gange, hvilket svarer til at spille den 14 døgn i træk, og at jeg har sunget den dér sætning En lille ring af guld cirka 54.000 gange, griner Johnny.

- Så, det er ikke en sang, jeg glemmer med det første. Men den sang er vores varemærke, så den skal vi spille.

Johnny griner endnu højere, da jeg siger, at så kan han da ikke holde ud at spille den forbandede sang mere.

- Vi spiller den to gange hver aften. Men når der så kommer én og spørger om en tredje gang, må jeg erkende, jeg siger arrrh, skulle vi nu ikke lige, du ved.

Det handler om at feste
Jeg spørger Johnny, hvad en mand som jeg, som normalt befinder mig fjernere fra dansktop-universet end Michala Petri gør fra en Motörhead koncert, skal gå efter, når jeg om lidt første gang skal opleve Kandis live.

- Du skal gå efter festen. I virkeligheden burde du komme til ét af vores halballer, hvor publikum er mellem 20 og 80 år, og hvor vi spiller en blanding af alting gammel pigtråd og hvad vi har. Selv min fars gamle Den gule flyver, som jeg plejer at introducere som en klassiker fra 30erne, griner Johnny.

Jeg siger tak til Johnny og går op til denne aften kombinerede dans og dinner-arrangement.

I øvrigt med nogen sandsynlighed som den første nogensinde klædt i AC/DC 'Highway To Hell'- t-shirt, stramme jeans, spidse cowboystøvler og bredt nittebælte til den slags seancer.

Da jeg ser alle de nydeligt ­klædte feststemte mennesker omkring mig, spørger jeg mig selv, hvad det egentlig skal gøre godt for med de fordomme om, at ganske almindelige mennesker har en hyggelig aften med god mad og musik, de holder af?

Svaret er naturligvis: Ingen verdens ting! Mens Kandis under middagen spiller en instrumental udgave af 'Åbent Landskab' får Johnny øje på mig oppe ved enden af bordet, hvor de gode folk på hotellet har anbragt pressens repræsentant.

Så kan han ikke dy sig. Med glimt i øjet og et kæmpesmil giver han mig den traditionelle Heavy Metal hilsen 'djævlehornene2' (en hånd i luften med strakt pege- og lillefinger).

Og således slutter vi, hvor vi begyndte. Med det næst-tætteste Johnny Hansen nogensinde har været på hård rock...