Når man mister et elsket menneske, er der ofte stor forståelse for sorgen lige efter, men så ebber omsorgen ud, og det forventes, at man er videre.
Men hvad gør du med den sorg, som ligger lige under overfladen og kommer frem, når hverdagen er klaret, opvasken sat på plads, og du mærker, at du ikke er der, hvor alle andre forventer, at du burde være?
Terapeut Daisy Løvendahl har nogle gode råd.
Viola sætter sig over for mig og sukker:
»Jeg er på mange måder okay. Alt går fint. På arbejdet er de glade for mig. Mine piger er glade. Min mand er glad. Mine veninder inviterer mig på drinks, hvor jeg kommer i fin bluse og med festlig makeup, men jeg føler mig tom.«
Violas mor døde af kræft for otte måneder siden, og hendes død ændrede fokus i vores samtaler fra at handle om at genfinde lysten til manden og måske lave et karrierespring til at handle om overlevelse. Vores rum har været hendes helle og det sted, hvor hun har kunnet være uden filter:
»Jeg gik tilbage til arbejdet, 14 dage efter at jeg havde set min mor dø. Klaret alt med begravelsen, ryddet hendes lejlighed og sat den til salg. Jeg græd knap nok de dage, for jeg handlede. Men nu tænker jeg 'hvorfor gav jeg ikke mig selv mere tid?'«
Jeg griber det spørgsmål og sender det tilbage til hende.
»Måske gav jeg mig ikke tid, fordi jeg var bange. Fordi det gjorde for ondt. Min mor har altid været holdepunktet i mit liv. Jeg voksede op med hende alene. Hun sad hjemme med min ældste, da jeg fødte min anden datter. Hun var den, jeg ringede til på vej hjem i bilen efter hektiske dage og bare læssede af. Jeg ved, at jeg kan selv, men alligevel kan jeg ikke. Jeg savner hende og føler mig dagligt mindet om, at jeg er ekspert i at gøre andre glade, få alt til at glide, men er faktisk ikke særligt tæt på andre.«
Sorg kan være meget intimt
I vores samfund er de store følelser som vrede, kærlighed og sorg meget private. Vi kan måske godt tale om politik og prævention, men de dybe følelser har vi svært ved at skabe rum til. Derfor fokuserer vi også meget på, at folk skal komme videre. Vi hylder, når folk er tilbage igen på arbejdet og gør det, de plejer.
Vi spørger ikke til sorgen, når vi har nævnt den en enkelt gang, og vi spørger slet ikke, når der er gået to måneder. Bagsiden ved dette er, at sorgen bliver usynlig. Den bliver noget, du er alene om. Hvilket gør sorgen dybere, for sorg har brug for at blive mødt med medfølelse. Sorg kalder på kontakt. På venner, der lytter; kærester, der krammer; og kollegaer, som anerkender, at man tager livtag med de store spørgsmål.
Vov at være sårbar
Selv om Viola er i en situation, hvor hun allermest har brug for, at andre træder frem, så kan vi ikke ændre de andre. Men måske kan vi finde dem, som faktisk godt kan, hvis de ved, hvad der er brug for.
Hvem i dit liv kunne du dele dine følelser mere med?
Viola taler lidt udenom og fortæller, at hun faktisk ikke synes, at der er nogen, som har været der for hende. Hun siger:
»Hvis der var interesse for, hvordan jeg har det, så ville de jo spørge. Jeg ønsker ikke at tigge om omsorg.«
Det forstår jeg godt, men folk er usikre på sorg. De aner ikke, hvad de skal gøre, så de gør ingenting. Jeg ved godt, at det er meget at bede dig om at række ud og åbne op, men hvad hvis der er nogen i dit liv, som faktisk gerne vil være der for dig?«
Da Viola kommer igen 14 dage efter, smiler hun til mig og siger:
»Min mand har været rigtigt god. Jeg fortalte ham om vores samtale sidst, og han har været mere støttende. En aften tog han billedalbummet fra dengang, vi lige var blevet forældre igen, og viste mig et billede af min mor, der holder den lille, mens den store sidder ved siden af hende. Jeg brød helt sammen, og han holdt mig bare. Det var godt.«
Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne.
