Anja Robanke har solgt sine ting, købt en autocamper og er kørt ud i Europa med en mission: At være glad, se en masse og arbejde imens.
For den 40-årige fynbo er det ikke en drøm, der er gået i opfyldelse, det er mere et resultat af en årelang udvikling, som har budt på en personlig nedtur og tillidsbrud, men også en ny selvforståelse og vilje til at finde sin egen vej. Vi talte med hende - før coronakrisen.
Camperen lyder navnet 'Bumle'. Her er kun 11 kvadratmeter, men til gengæld er der udsigt til frihed og en nærmest uendelig horisont. For få år siden ville Anja Robanke ikke have turdet. Ville slet ikke have tænkt tanken, men da den først var der, gik det hurtigt.
»Mit samarbejde med min tidligere arbejdsgiver sluttede i april sidste år. Det var i en finansvirksomhed, og jeg ville prøve at være selvstændig, men jeg ville også gerne rejse med mit job, så 14 dage senere købte jeg 'Bumle'. Første gang jeg trådte ind i den bil, vidste jeg, at her hører jeg hjemme,« forklarer Anja.
Det var vigtigt for hende at have en base, men det var ikke vigtigt at have ting, opdagede hun:
»Det var virkelig ikke svært at sælge mine ting, men det var en stor opgave! Jeg havde små post-it-sedler med en pris på alle tingene i mit hjem og afsatte en weekend til et stort loppemarked. Min far var rejsemontør, og jeg ser mig selv på samme måde. Som en, der rejser ud og kommer hjem indimellem, bortset fra at jeg jo har mit hjem med mig. Mange spørger, om jeg ikke er bange for at være alene, sove alene og køre rundt alene, men jeg har det godt i mit eget selskab og har også bestemt mig for, at jeg ikke vil lade det styre mig,« siger Anja.
Anja er ikke den fødte eventyrer, der har rejst jorden rundt ad flere omgange. Faktisk var hun svært glad for charterrejser som yngre, så det var først på en tur til Island i 2016, at hun opdagede en ny fornemmelse indeni.
»Island gjorde noget ved mig. Jeg begyndte at se verden med nye øjne, og for mig kom der en stor dybde ind i mit liv, da jeg var i naturen deroppe. Det var kun en uge, og da jeg skulle hjem, sad jeg i lufthavnen og tænkte: 'Jeg fik ikke nok!'.
Derfor gik hun til sin daværende chef og spurgte, om hun måtte få lov at arbejde, mens hun kørte rundt på Island i to måneder. Dengang hed hendes køretøj 'Thorleif' og var en Land Rover, som hun tog med derop. Undervejs boede hun hos lokale og blev endnu mere forelsket i naturen.
»Jeg havde aldrig oplevet noget lignende, for jeg var ellers til varme og bikini, men der skete noget, når jeg kørte ud i naturen. Adrenalinen pumpede rundt, og jeg følte, at jeg fandt ind til noget. 'Der var hun. Nu fandt jeg hende', var den følelse, jeg fik. Jeg nåede at være på Island fem gange på to år. Sammenlagt var jeg af sted et halvt år, og de ture gjorde mig klar til det her liv, men det er i virkeligheden de ting, som jeg har været igennem de seneste 11 år, der har formet mig.«
Ikke mere bullshit
For 11 år siden sluttede et parforhold, som Anja havde troet skulle blive langvarigt og forme hendes liv. Det sidste er tilfældet, for den mand, som hun gennem fire år havde været sammen med, viste sig at leve et dobbeltliv. Han havde set en anden kvinde og lovet hende alle de samme ting, som han bagefter tog hjem og lovede Anja.
»Dét var en opvågning! Set i bakspejlet var jeg måske lidt godtroende, og jeg har hele mit liv været søde Anja, som gerne ville tilfredsstille. Det lærte jeg så, på den hårde måde, at man ikke skal, men desværre mistede jeg også tilliden. Ikke bare til ham, men til mennesker omkring mig og til mig selv. Forskellen på Anja dengang og nu er, at dengang ville jeg have holdt det for mig selv, fordi jeg nok ville have skammet mig over, at det kunne ske for en som mig. At jeg kunne lade mig snyde på den måde, men i dag gider jeg ikke finde mig i mere bullshit. De ting, der er sket, har formet mig, og selvom jeg nu har fået tilliden til folk tilbage og stadig er den søde Anja, er jeg også blevet mere hård, og det har jeg det godt med.«
Om det er oplevelserne fra dengang, ved hun ikke, men i hvert fald har hun ikke været i et forhold siden.
»Jeg håber da, at jeg møder en mand, men næste gang skal det være anderledes, og jeg har tid til at vente, for jeg har ingen æggestokke, der ringer. Da jeg var i tyverne, var jeg i et forhold, hvor vi prøvede at få børn, men det lykkedes ikke, og for 10 år siden besluttede jeg, at jeg ikke vil have børn, så jeg har en frihed der,« konkluderer Anja.
Hun skutter sig lidt, sidder i stilhed og siger så: »Jeg kan godt lide den nye version af mig selv. Den er knap så naiv som den gamle.«
Bøhmand bliv væk!
Hun har fundet en styrke i sig selv, som hun selv mener er årsagen til, at hun kan rejse alene, overnatte på parkeringspladser og ikke være mere bange, end at det kan fortrænges. Forestillingen om den farlige overfaldsmand, som alle kvinder nok frygter på et eller andet plan, nægter hun at lade sig kue af:
»Jeg gider virkelig ikke leve mit liv efter den der 'hvad nu hvis …'. Jeg har prøvet at være så såret og ked af det i mit liv, men med alt det gode, der er sket nu, vil jeg bare ikke finde mig i en, der skal komme og ødelægge det.«
Det enkle liv
Hun overnatter kun på campingplads hver fjerde nat for at få strøm på bilen og vand på hele kroppen. De andre nætter sover hun i det fri. Dels for at spare penge, og dels fordi hun bedst kan lide det:
»Jeg kan mærke, om det er et godt sted, og nogle gange kan jeg mærke, at 'nej, det er ikke her, jeg skal holde', og så kører jeg igen. Jeg har sovet på mange parkeringspladser ved supermarkeder, og jeg kan oplyse, at Aldi og Lidl har godt wifi, det har jeg benyttet mig af mange gange.«
Ensomhed mærker hun ikke, men aleneheden er en faktor i det liv, som hun har valgt at leve.
»Jeg har altid noget, jeg kan lave, og jeg har faktisk ikke så meget behov for menneskekontakt,« siger hun eftertænksomt og tilføjer:
»Men jeg kan virkelig godt savne et kram fra mine niecer!«
Anja har en bror, som har stiftet familie, og begge sine forældre. Den korte historie er, at hun har haft en helt igennem tryg og god barndom med hest og fletninger, ture i campingvogn og flyrejser.
»Jeg har en rejselyst med mig hjemmefra og kender jo til at arbejde i udlandet fra min far, men jeg havde ikke nogen drøm om hverken at rejse eller arbejde i udlandet. Det er kommet. Jeg har valgt det her liv, fordi det giver mening for mig, og jeg har altid godt kunnet lide mit eget selskab. Det overrasker mig at få så mange breve fra andre kvinder, som skriver, at de ville ønske, at de havde modet til at gøre det samme. Mange vil gerne have et godt råd eller måske et skub, men det er jo noget, der skal komme indefra. For mig var det ikke svært, for jeg var parat, og det bedste ved min beslutning er, at jeg gør det, der gør mig glad. At jeg er tro mod mig!«
Artiklen er bragt i samarbejde med Alt.dk.
