Den tidligere 'Seinfeld'-stjerne Jason Alexander går nye veje i sin karriere. Han skal være kunstnerisk chef for et teater i Los Angeles.
Skuespilleren tiltræder sin nye stilling hos det selvejende teaterselskab Reprise! med omgående virkning.Alexander kender teatret udmærket. I 1997 påtog han sig hovedrollen i den allerførste forestilling 'Promises, Promises' og tidligere på året instruerede han Stephen Sondheim-musicalen 'Sunday In The Park With George' for Reprise!
Nu håber den fordums George Costanza at lokke et større publikum til ved at gøre repertoiret mere alsidigt.
- Vi har først og fremmest brug for at få nogle penge i kassen, men jeg har talt med bestyrelsen om også at tage ting som oplæsninger, koncerter og foredrag på plakaten, fortæller Alexander, som også har en idé om, at teatret kan undervise i forskellige musicalfag.