Haruki Murakami er ikke interesseret i alternativ Nobelpris. Vinderen offentliggøres i næste måned.

København. Den japanske forfatter Haruki Murakami er ikke interesseret i at få en alternativ Nobelpris.

Det har den verdensberømte forfatter meddelt folkene bag Det Nye Akademis litteraturpris.

- Murakami udtrykker sin taknemmelighed over at være nomineret og skriver, at det er en stor ære for ham. Men han vil koncentrere sig om sit skriveri udenfor mediernes rampelys, skriver Det Nye Akademi på sin officielle Facebook-side.

Det Nye Akademi blev dannet, da Det Svenske Akademi røg ud i en gevaldig krise sidste år.

Det Svenske Akademi står normalt for uddelingen af Nobelprisen i litteratur, men dette års pris er aflyst efter balladen

Topfolk i akademiet blev beskyldt for overgreb, nepotisme, læk af hemmelige oplysninger og flere andre alvorlige ting.

Det førte til en voldsom diskussion, der for en stor del foregik i det offentlige rum. Flere prominente medlemmer forlod akademiet i protest.

Derfor tog forfatteren og journalisten Alexandra Pascalidou initiativ til det midlertidige akademi, som står for en alternativ Nobelpris i år, hvorefter akademiet opløses igen.

Som led i den proces er 47 forfattere blevet nomineret til prisen, heriblandt Murakami, der er i en årrække har været blandt favoritterne til den rigtige Nobelpris, uden at han dog har fået den.

Tilbage på listen er forfattere som franske Maryse Condé, britiske Neil Gaiman, canadiske Kim Thúy og Margaret Atwood, amerikanske Paul Auster og svenske Kersti Ekman.

Blandt de nominerede er også adskillige, som formentlig aldrig ville komme i betragtning til den almindelige Nobelpris. Det gælder for eksempel den svenske musiker og forfatter Ulf Lundell, den amerikanske musiker Patti Smith og Harry Potters "mor", britiske J.K. Rowling.

Hvem der får den alternative Nobelpris offentliggøres den 12. oktober. Prisen uddeles til december.

/ritzau/TT