Tv-personligheden Janni Ree er blevet tiltalt i en straffesag og risikerer en bøde, hvis hun bliver dømt.

Hun er tiltalt for at have begået to strafbare forhold. Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Det ene forhold handler om at have kigget i beskeder på sin nu eksmands, Karsten Rees, telefon, hvor hun konkret skulle have gjort sig bekendt med nogle private beskeder.

Det andet forhold handler om, at hun skulle have delt oplysninger fra et udkast til eksmandens testamente og have sendt en lydfil fra en samtale mellem Janni Ree og hendes eksmands læge, hvor de talte om Karsten Rees lægelige forhold.

Hun skulle desuden have delt fotos af en privat korrespondance fra Karsten Rees telefon.

Delingen af oplysningerne fra udkastet til testamentet blev ifølge anklageskriftet delt med en tredjeperson mellem 31. juli 2023 og 1. august 2024.

I udkastet til testamentet stod der, at Janni Ree ville arve et tocifret millionbeløb fra Karsten Ree. Det har B.T. tidligere berettet.

Da Janni Ree blev sigtet i sagen, bekræftede hun i en pressemeddelelse, at hun havde sendt to sider, der omhandlede hende selv, til en person, som hun på det tidspunkt anså som en fortrolig.

Erbil Kaya, der er advokat for Janni Ree, sagde sidste år, at hun nægter sig skyldig.

- Min klient, Janni Ree, nægter sig skyldig og afviser ethvert ulovligt forhold i sagen om videregivelse af et udkast til et testamente, idet min klient udelukkende har sendt et billede af testamentet til en god veninde i tillid og fortrolighed, uden at det har været hensigten, at indholdet skulle komme ud til en bredere offentlighed, sagde Kaya i pressemeddelelsen.

Ritzau har fredag rakt ud til advokaten for at høre, om Janni Ree fortsat nægter sig skyldig.

Janni Ree og Karsten Ree gik i august 2024 hvert til sit efter ni år som ægtefolk.

RITZAU