I denne uge er der premiere på tegnefilmen 'De utrolige 2'. Jan Gintberg har en vis lighed med filmens hovedperson 'Hr. Utrolig', så B.T. inviterede ham en tur i biografen som gæsteanmelder. Herunder kan du læse Jan Gintbergs anmeldelse:

Indrømmet. Overtegnede har et utroligt sammenligneligt fjæs med superhelten Bob Parr, faren i den utrolige familie med de utrolige evner, der endnu en gang skal redde verden fra de virkelig infame skurke, og på grund af den nærmest latterlige lighed har jeg haft virkelig store forventninger til Pixars fortsættelse af den originale ’De utrolige’ fra 2004.

2’eren fortsætter præcis, hvor etteren slap, da den muldvarpelignende superskurk ’Undergraveren’ skruer sig op gennem storbyens asfalt i en byge af asfalt og destruktion netop som familien Utrolig er kommet fra idrætsstævne.

Og selvom Mor Elastipigen, far Bob Utrolig, den skjoldskabende datter Violet, speedløber-drengen Dash og babyen JackJack i paraplyklapvogn endnu en gang redder borgerne i byen, beskylder politikerne dem bagefter for store ødelæggelser, og superhelteprogrammet bliver helt lukket ned.

Familien lever på lånt tid på motel og har brug for penge og et sted at bo, og her starter historien om et stenrigt tvillingepar, som i bedste mæcen-stil vil give ’superne’ deres storhed tilbage gennem solid medieeksponering, når de løser nye kriminalitetsbekæmpende opgaver på supermanér.

For at starte rigtigt op vælger de mor Elastipigen som frontløber for programmet, og far Bob må lide den tort at skulle gå hjemme med børnene. Ikke mindst, den sidstfødte JackJack, der stadig mangler at udfolde sine superevner, som viser sig at være mangesidede og til tider svære at håndtere. Lidt ligesom helt almindelige småbørn. Indsæt selv passende emoji.

Den oprindelige ’De utrolige’ handlede bag fang-skurkene-facaden lidt enkelt udfoldet om midtlivskrise hos en far, der savnede fortidens storhed. Blandet med en mors handlekraft og deres børns afklaring med de superkræfter, de har måttet skjule, men pludselig får brug for.

’De utrolige 2’ er et betydeligt mere usammenhængende eventyr, hvor de samme karakterer faktisk gennemgår mange af de samme følelser bare uden nogen gennemslagskraft og enkelthed, der ellers ofte gør Pixars film så fantastiske.

De har formået at få mine børn og mig til at rykke sammen om følelsernes lille bål i ’Inderst inde’, ’Find Nemo’, ’Toy Story’ og i spænding med originalen ’De utrolige’. Efterfølgeren er ikke nogen dårlig film, den er bare ikke helt med i bålfesten.

Der er for mange uforløste sidehistorier. Og de ellers sjove scener om en far i opløsning over forældrerollen med bleskift, kæresteproblemer og lektiehjælp, der giver plads til punchlines som 'hvorfor i himlens navn har de lavet om på matematikken?’, kommer desværre i længden og i 2018 til at virke mere trist og kønskampsforudsigeligt end sprudlende.

I sin overivrighed for at kommentere på alt fra samfundets uforløste ligestilling til mediernes hypnotiske evne til at få os til ikke at være til stede i livet, glemmer holdet bag filmen den gode og enkle historie, der gjorde forgængeren til en lille genistreg.

Og nu siger jeg lige noget til hele tegnefilmsindustrien: Hvem har superkræfterne til at lave en 3D-brille, der ikke får ens næseryg til at føles som en rift i ens ringmuskel efter 60 minutter?!

Historien bliver ikke bedre, og SÅ fede er de dybdeskarphedseffekter heller ikke. Been there done that.

’De utrolige 2’ er stadig værd at se for de utroligt mange fans af ’De utrolige’. Den er flot, actionfyldt og farverig, men ligesom en lidt ’flad’ fadøl, mangler den de kildrende bobler, der gør den til en rigtig utrolig oplevelse.

3 ud af 6 stjerner

Jan Gintberg skal selv ud og redde verden, når han fra den 5. september fortsætter med sit show 'Gintberg redder verden'. Find billetter på jangintberg.dk