Norske Jakob Oftebro er aktuel i thrillerserien "Rig 45". Med sig på settet havde han danske Søren Malling.

København. Han er norsk, men bosat i Danmark, flydende på dansk og scorer roller i danske film og tv-serier på stribe.

32-årige Jakob Oftebro, der snart er aktuel i thrillerserien "Rig 45", har skabt sig en karriere i både hjemlandet og i Danmark, og han trives med de mange muligheder, som følger med det.

Snart er han aktuel i Viaplays nye skandinaviske satsning, "Rig 45", hvor han får lov til at optræde på modersmålet, men serien er delvist filmet i Irland og består af et internationalt cast.

Med på rollelisten er blandt andre også skuespillerne David Dencik og Søren Malling, og det var også en af grundene til, at Jakob Oftebro hoppede med om bord.

- Plottet er så godt, og samtidig synes jeg, det er vildt skønt, at jeg kender Søren Malling og David Dencik så godt. De er på en måde lidt familie, og jeg følte, at det var trygt at arbejde med Søren igen. Så jeg vidste ligesom, at jeg havde nogle gode venner omkring mig, forklarer Jakob Oftebro.

Han har tidligere delt lærredet med Søren Malling i "Skammerens datter", og de to har udviklet et solidt venskab, fortæller den norske skuespiller.

- Jeg har ikke nogen forældre i Danmark, så Søren er på en måde som en far for mig. Det er så hyggeligt. Herovre i Irland går vi ud om aftenen og spiser sammen. Det er skønt at have nogen, som kender en så godt, og som man også ser privat, men som man samtidig kan arbejde med, siger han.

Han fik sin skuespillerdebut tilbage i 2004, men selv om det er nogle år siden, føler Jakob Oftebro, at han først lige er trådt ind på scenen.

- Jeg føler, at jeg lige er startet. Det har været en fantastisk rejse for mig at flytte til Danmark og blive en del af København. Jeg har mine venner og mit liv der, og jeg får stadigvæk lov til at arbejde i Norge.

- Men jeg drømmer om en større balance. Lige nu rejser jeg meget frem og tilbage og arbejder i andre lande. Det er også det, jeg sætter pris på og elsker, men på et tidspunkt har jeg nok lyst til at stifte familie og slå rødder et sted, og så bliver jeg jo nødt til at vælge, forklarer Jakob Oftebro.

Valget ligger dog noget ude i fremtiden, understreger han.

- Lige nu handler det om at finde de gode projekter og udvikle mig som skuespiller. Jeg føler stadig, at jeg lærer hele tiden og bliver bedre, siger Jakob Oftebro.

"Rig 45" får premiere på Viaplay til sommer.

/ritzau/