Teenagebørnene flyver snart fra reden, fortæller tv-værten og den tidligere fodboldspiller Jakob Kjeldbjerg

»Jeg er ved at nærme mig en krise, fordi mine to piger på 15 og 17 flytter hjemmefra til sommer. Det er ret vildt,« siger Jakob Kjeldbjerg, der bor i Frankrig.

Han er aktuel som vært på 'Divaer i junglen', der begynder mandag aften på TV3. Og han soler sig i succesen, fortæller værten, der også laver 'Robinson Ekspeditionen' til foråret.

Men de mange udlandsjob gør også, at han er længere væk fra sin engelske kone, Christine, og sine to døtre end de fleste.

»Jeg har jo et afsavn, når jeg er ude at rejse. Og jeg er en curlingfar, så når jeg kommer hjem, er der kærlighed. Det kan jeg love dig for. Jeg henter og bringer dem, selv om de kan tage bussen,« siger han om døtrene, Maria og Sophia.

»Nu er de blevet så gamle, at de ikke gider spille kort med mig. De suser op på deres værelser, når jeg kommer hjem, og jeg higer efter dem,« siger han.

»Og nu flytter de så til England. Den store skal på universitetet, og den lille vil følge sin passion for musik og sang, så hun skal på et college i England. Hun forfølger drømmen,« siger han om Maria Kjeldbjerg, der deltog i den franske udgave af 'Voice Junior'.

»De glæder sig, og det er deres valg. De er hinandens bedste veninder, og hende på 15 gider ikke blive hjemme, når hende på 17 flytter,« siger han.

»Det ender med, at jeg kører dem i skole alligevel, selv om de ikke er med. Så sidder jeg og snakker med mine piger, som ikke er der. Hvor trist kan det blive?« griner han.

Han og konen skal nu genopfinde sig selv, fortæller han.

»Så er det ikke værre. 'Krise' er sagt med et diva-glimt i øjet. Jeg er lykkelig for, at de skal noget, de virkelig vil.«

På spørgsmålet, om de flytter hjem igen, er han usikker.

»De er velkomne, men det tror jeg sådan set ikke, de gør. Så vi skal finde ud af, om vi vil blive i Frankrig,« siger Jakob Kjeldbjerg.