Jacqueline Friis-Mikkelsen omfavner alt og alle med glæde, også når hun ikke bedømmer deltagere i »Stjerne for en aften«. Som barn var der længere mellem grinene.

Jacqueline var kun 12 år gammel, og nu stod hun med hængemule og gloede ud over markerne i Ølby ved Køge. Omgivet af dorske køer og mistroiske landsbybeboere. Føj, her ville hun ikke bo. Men det skulle hun. Øv.

Vi er i de glade 60ere. Jacquelines forældre var bare alt andet end glade. Deres lille datter skulle sandelig ikke indfanges af hashtågerne, der dengang var begyndt at bølge gennem gangene på de københavnske skoler. Derfor havde de besluttet at omplante familien til mere landlige omgivelser, hvor kun lugten fra kokasser risikerede at rive i datterens lille næse.

At være mulat på Østerbro var forholdsvis okay, men det skulle blive slemt i Ølby. Hun var mørk. Hun var anderledes. Og hun blev mobbet med en djævelskab, som kun halvstore børn og dumme voksne kan præstere.

»Jeg blev så ked af det. Det var frygteligt. Jeg havde et selvværd, der var lig nul komma minus nul. Frygteligt. Dengang ville jeg bare allerhelst ligne en hvid Barbie-dukke med glat hår. Det tog mig mange år at bygge mit selvværd så meget op, at jeg kunne ende med at sige, det er fedt at være mulat,« fortæller Jacqueline Friis-Mikkelsen, 44 år.

Mørk og majestætisk stak hun for lidt siden hovedet ind i mødelokalet hos Unique Models, hvor hun er direktør, og øjeblikkelig lyste hun rummet op med sin livsglæde.

Også uden for TV-studiet udstråler hun den milde generøsitet, som hun blidt lader regne ned over deltagerne i DR-TVs »Stjerne for en aften«. Samtidig er hun slagkraftig på en lattermild facon. Hun har tydeligvis fået bygget sit selvværd op til en powerstation af en personlighed.

De første byggesten blev lagt på Køge Gymnasium, hvor hun trådte ind i en fordomsfri og skæg verden fuld af kreative mennesker. Og byggeriet blev afsluttet, da hun efter studentereksamen rejste til Perugia i Italien for at studere.

»Italienerne er fuldstændig bedøvende ligeglade med, hvor folk kommer fra. Hvis de anser folk for at være smukke og have personlighed, får man det at vide. Dengang var jeg så heldig, at de syntes, jeg var smuk. Og første gang jeg kom ind i en restaurant, klappede de andre gæster. Jeg tænkte, gud nej, hvem har fødselsdag? Men de klappede altså ad mig. Den slags gør man i Italien. Og det er ikke kun en mandeting. Man applauderer, når folk er smukke, uden at der ligger noget med at score i det. Den oplevelse af at blive accepteret og blive anset for at være smuk gjorde altså alt for mig. Så kunne jeg jo ikke være fuldstændig stangumulig,« fortæller Jacqueline Friis-Mikkelsen, der har beholdt sit efternavn fra ægteskabet med Jarl Friis-Mikkelsen.

Det er der en god grund til. Hun betragter stadig Jarlen som en del af sin familie, og de to er hinandens bedste venner.

»Vi er meget glade for hinanden, og hvis der eksisterer lykkelige skilsmisser, så er vores tæt på at være det. Vi har et dybt venskab, og det bliver der aldrig pillet ved,« siger hun.

Sammen med Jarl Friis-Mikkelsen har hun datteren Isabell på 16 år. Clara på seks år er frugten af samlivet med musikeren Flemming Nilsson, som hun har boet sammen med i ni år. Den gamle og den nye familie er tit sammen, uden at jalousien sidder med ved bordet.

»Slet ikke. Vi laver mange ting sammen og glæder os over hinanden og trøster hinanden og bakker hinanden op. Så har Jarl og jeg jo også en datter, som går i gymnasiet, så på den led har vi også en del fælles opgaver og oplevelser,« fortæller Jacqueline Friis-Mikkelsen, der ikke har travlt med at gifte sig igen.

»Clara spørger tit, hvornår hun skal være brudepige. Det kommer vel nok en eller anden dag. Men jeg tror, både Flemming og jeg har det sådan, at det skal være under lidt anderledes former. Uden at vi er nået videre med det. Det er ikke noget, vi går vanvittig meget op i. Det er mest Clara, der ser sig selv som sådan en Barbie-brudepige,« ler Jacqueline Friis-Mikkelsen.

Hun taler på en konstant klangbund af latter, og det er lige før, at hun har gjort et godt grin til en del af værdigrundlaget i modelbureauet Unique Models, som hun har været administrerende direktør for siden 1998.

»Man kan ikke trives på en arbejdsplads, hvis man ikke har det godt. Derfor er det vigtigt at kunne grine. At der er nogle positive energier på arbejdspladsen. At folk har noget ordentlig livskvalitet. Og noget ordentlig livsglæde,« siger hun.

Faktisk er Jacqueline Friis-Mikkelsens egen livsglæde blevet en salgsvare. Hendes boblende glade fremtoning i »Stjerne for en aften« har gjort hende efterspurgt som klog kone udi livskunst. Hun holder flere og flere foredrag om emnet.

»Det med at være glad og kunne glædes er åbenbart noget, der savnes i samfundet. For mange mennesker handler det blot om at få en travl hverdag til at hænge sammen. Og i virkeligheden skal der så små virkemidler til. Til familierne siger jeg altid: Sørg for at stå en time tidligere op og få en god start på dagen, før alle spredes for alle vinde. Lad være med at spise køkkenbords-morgenmad. Dæk bord, tænd nogle stearinlys og sæt jer ned og spis sammen. Så kan man kigge hinanden dybt i øjnene og ønske hinanden en god dag. Man behøver altså ikke købe 27 bøger og 17 krystalkugler for at omlægge sit liv. Der skal ekstremt simple ting til, og det næstmest simple er jo at slukke for fjernsynet. Jeg kan godt lide at se TV, men jeg prioriterer også at tale med min familie. TVs magt er stor, og alt for mange kigger så meget, at de aldrig får talt ordentligt med deres nærmeste,« siger Jacqueline Friis-Mikkelsen.

Hendes mor er dansk og faderen nigeriansk. Men ham har hun aldrig kendt.

Og ønsker det heller ikke. For hendes stedfar, som hun har haft, siden hun var fire år, er en »rigtig, rigtig dejlig mand«.

Jacquelines blå bog

Jacqueline Friis-Mikkelsen, født Davidsen, 17. januar 1959 i København.

Hun er enebarn. Forældrene, Jill og Frits Davidsen, er i dag pensionerede. Hun var chefsekretær, og han var i mange år typograf på Berlingske Tidende.

Student fra Køge Gymnasium 1977.

Læste italiensk og engelsk på Handelshøjskolen mellem 1977 og 1985 og opholdt sig i samme periode ofte i Perugia i Italien. Blev korrespondent, men fik aldrig afsluttet sin tolkeuddannelse.

Fik job som indkøber hos tøjfirmaet Inwear i 1981.

Booker hos Copenhagen Models i 1983.

Ude af modelbranchen i to år fra 1993 til 1995, da hun oprettede sit eget tøjfirma »Democrats«.

Ansat i Unique Models i 1995, hvor hun siden 1998 har været administrerende direktør.

I øjeblikket meddommer i DR-TVs sangkonkurrence »Stjerne for en aften«.

Hendes kulør voldte hende kvaler i teenageårene, men siden har tidsånden - i hvert fald i modebranchen - været med hende.

»Jeg færdes jo i et fashionmiljø, hvor dét at være mulat er noget af det mest fantastiske. Uden for min verden hører jeg sjældent bemærkninger. Men hvis jeg hører det mindste - er du sindssyg, så går jeg efter dem. Sådan er mit temperament i dag,« griner hun.

»Personligt møder jeg altså ikke fremmedhad. Det er mere noget, der rammer den arabiske del af befolkningen. Og helt for egen regning vil jeg sige - uden at jeg vil kalde mig racistisk - så tænker jeg jo mit, når jeg hører, at der bliver råbt luder efter min egen datter, når hun går i byen. Det bryder jeg mig bestemt ikke om. Ligesom jeg bliver irriteret, når jeg gang på gang i Frederiksberg-Posten kan læse om overfald på gamle damer, og artiklerne altid ender med, at gerningsmanden var af arabisk afstamning. Et eller andet sted er jeg også ked af, at jeg tænker sådan, for det er jo vand på andres mølle. Vi bor i et multietnisk samfund, og det er trods alt skønt,« siger hun.

Når Jacqueline Friis-Mikkelsen ikke arbejder, og det gør hun efter eget udsagn 80 pct. af tiden, så læser og løber hun. I bøgerne finder hun fred, og i løbeskoene holder hun alderen i skak.

»Jeg vil jo nødig ende som en kæmpe afrikansk kvinde. Men det handler mere om sundhed end om skønhed. Jeg har det godt med min alder, men jeg ville være ked af at blive så stor og mægtig, at jeg får en masse følgesygdomme allerede som 50-årig. Det er vigtigt at holde sig sund og rask. Det skylder man også sin familie. Og med det stressmoment, der er i mit liv, er jeg nødt til at træne,« fortæller modeldirektøren, der aldrig kunne drømme om at slippe en plastikkirurg løs på hverken ansigt eller krop.

»Respekt for dem, der har lyst til det. Men mig ligger det uendelig fjernt. Du får altså ikke et glad og muntert liv ved at dine øjenlåg løfter sig, eller dine deller bliver suget væk. Hvis du ikke er happy inside, så kan du lige så godt gå hjem og lægge dig. Mine modeller, som alle er slanke og kønne, vil fortælle dig, at de har lige så mange problemer som alle andre. Så det handler altså om at arbejde med det indre.«

Jacqueline Friis-Mikkelsen arbejder som en besat, både med det indre og det ydre. Og det har tidligere sendt hende ud på adskillige nedture.

»Jeg er en arbejdsnarkoman. Helt alvorligt ment. Jeg har ikke den der stopklods med, at nu slukker vi og går hjem. Jeg arbejder med det, og det er blevet bedre, men jeg har en stor præstationsting kørende. Og hvis du vil være dybdepsykologisk, så stammer det sikkert fra min barndom og ungdom. Noget med, at nu skal jeg fandeme vise dem alle sammen, at jeg godt kan.

I mine klare øjeblikke ved jeg godt, at jeg har vist, hvad jeg kan og ikke længere behøver knokle på. Jeg har nået meget. Jeg er 44 år og har nogle skønne børn. Jeg har kendt nogle vidunderlige mænd, har nogle gode venskaber og arbejder sammen med dejlige mennesker. Så hvis det skulle hænde, at det hele pludselig sluttede, ville det også være okay. Jeg synes, jeg har været inde at røre ved mange ting,« siger hun.

Lige nu rører Jacqueline Friis-Mikkelsen hver fredag aften langt over en million danskere i hjertekulen, når hun med sine kærlige råd gør samtlige deltagere til stjerne for en aften.

Jacqueline hedder stadig Friis-Mikkelsen til efternavn. Det er der en god grund til. hun betragter stadig Jarlen som en del af sin familie, og de to er hinandens bedste ven. Foto: Svend Aage Mortensen