Dommerdebutanten arbejder hårdt med sine X Factor-solister, og kritik fra de andre dommere rører ham ikke.

Fronterne blev trukket godt op mellem dommerne, da årets første liveshow i "X Factor" løb af stablen fredag aften.

Men selv om det var premiereprogrammet, hvor deltagerne skulle vise, hvad de hver især havde arbejdet på med deres respektive musikalske coach, var fløjlshandskerne absolut trukket af.

Og især hverken den erfarne dommer Thomas Blachman eller dommerdebutanten Martin Jensen holdt sig tilbage.

Ifølge den 29-årige dj er det vigtigt med kritik.

- Det er et seriøst program. Vi taler et tv-program med over en million seere. Så der skal være seriøsitet i stedet for at klappe på ryggen og sige, at det var flot, siger Martin Jensen umiddelbart efter showet.

Men for Martin Jensen selv betyder de andre dommeres kritik af hans deltagere ikke meget.

- Helt ærligt, så går det ind af det ene øre og ud af det andet. Eksempelvis kan jeg ikke bruge det til noget, at Blachman siger, at Dan (Laursen, red.) ikke kan synge.

- Det kan han godt, og hele Danmark siger, at han er en naturlig sanger. Så hvis man siger det modsatte, så er det bare for at få skærmtid, siger Martin Jensen om Thomas Blachmans kritik af sin solist.

Bookmakerne giver dog umiddelbart ikke Martins Jensens artister særligt gode chancer for at vinde.

Faktisk ligger to af Martin Jensens solister helt i bunden. Men det er ikke noget, der kuer arbejdsmoralen.

Den verdensberømte dj og hans tre deltagere, Hiba Chehade, Vilson Ferati og førnævnte Dan Laursen, knokler i mange timer hver dag, understreger Martin Jensen.

- Det har været skønt at komme i gang og ligesom kunne fremvise det, vi har arbejdet på i så mange måneder. Vi har arbejdet benhårdt - mellem otte og ti timer om dagen siden januar. Det gælder både sang, performance, præsentation på de sociale medier og udstråling, siger han og fortsætter:

- Det er klart, at jeg prøver at give mine 15 års erfaring videre på 40-50 dage. Det er en umulig mission, og det er op til den enkelte af mine solister. Jo mere de kan fange, jo mere kan de stråle.

Det er 14. gang, "X Factor" bliver sendt i Danmark. Showet kan ses på TV2 hver fredag klokken 20.00 eller på streamingtjenesten TV2 Play.

/ritzau/