Isabella Miehe -Renard , der selv har forsøgt selvmord, spørger nu: Har andre overhovedet ret til at forhindre mennesker i tage deres eget liv?

Du kan da ikke bare slå ihjel! Sådan lege Gud og fravriste et menneske retten til livet. Selvfølgelig ikke. Alligevel sidder damen med de glødende cigaretter, den varme røst og den forrygende skraldlatter og siger, at hun er i tvivl. For hvad nu hvis det menneske er dig selv...

Journalisten Isabella Miehe -Renard smadrede et tabu, da hun i september udgav sin stærke selvbiografi 'På'. Som projektiler i et spruttelystent maskingevær brugte den tidligere tv-vært bogstav efter bogstav på at gennemhulle det, vi bare ikke taler om: Sine egne depressioner og sit efterfølgende selvmordsforsøg. Her knap syv år efter sit forsøg på at tage sig selv af dage er hun klar til at give selvmordsdebatten et befriende og lettere provokerende los i bagdelen.

Ret til at begå selvmord
- Hvis jeg ser et menneske, der er ved at hoppe ud fra et højhus, vil jeg jo ikke sige:

- Det kan være, at han har det rigtig skidt. Det har jeg selv prøvet, så lad ham bare hoppe. Men jeg synes bare, at man har ret til at begå selvmord, hvis man virkelig vil det, siger Isabella Miehe -Renard og understreger, at hendes synspunkt på ingen måde er en opfordring til at tage livet af sig selv.

- Problemet er også, om det menneske virkelig vil tage sit eget liv eller ej. Måske skete selvmordet i affekt eller i en brandert? Netop derfor kommer jeg på glatis. Men at jeg skal bestemme over andres liv, mener jeg ikke er rimeligt.

Og hvis jeg nu synes, det er så stor en lidelse at leve hvis ingen andre kan forstå, hvor svært det er og hvis jeg ikke længere tror, at der er nogen, der kan hjælpe mig, hvorfor skal jeg så ikke have lov til at sige farvel?

Følte sig ussel
Vi lader spørgsmålet svæve lidt. For nej, 41-årige Isabella Miehe -Renard har i dag absolut intet ønske om at dø.

- Jeg er virkelig livsglad, som hun flere gange pointerer, mens hun samtidig husker den tunge sky, der i 2002 udså sig hendes hoved og brød ud i styrtregn. Selv det at rejse sig fra sengen og gå i bad udviklede sig pludselig til et uoverstigeligt projekt.

- Normalt elsker jeg at gå i bad. Men det handlede også om, at når jeg følte mig ussel, kunne jeg lige så godt også se ussel ud.

Jeg valgte nærmest at gå i joggingtøj, lugte og blæse på mit udseende. Fordi det passede til mit humør og på den måde kom mit selvbillede til at passe, forklarer hun om depressionen, der førte til beslutningen om den ultimative udvej.

Overmandet af mørke
Til trods for sin status som nyforelsket og rollen som glad papmor blev Isabella Miehe -Renard overmandet af mørke tanker. Hun strittede imod, nægtede at acceptere sin sindstilstand og forsøgte at lyve sig fra depressionen. Forgæves. En februaraften drak hun sig mod til og besluttede at gøre det forbi.

- Gik ud i badeværelset og ledte efter piller. Alle mulige slags. Fandt nogle ældgamle sovepiller, som jeg aldrig havde brugt. Der var måske 25. Hentede dernæst et fyldt glas lykkepiller. Slugte det hele i cognac! Faldt omkuld i køkkenet og husker ikke mere, som hun beskriver det i sin bog.

Heldigvis blev Miehe -Renard fundet, før det var for sent. Og efter måneders indlæggelse på et psykiatrisk hospital genvandt hun langsomt appetitten på at leve.

Derfor kan det også virke underligt, at hun i dag taler i et forsvar for retten til at begå selvmord.

- Jo, jeg var glad for at blive reddet. Men husk på, at jeg var ikke i samme chok som dét, mine pårørende var i. Jeg kan godt huske, hvorfor jeg ville dø. Det var dem, der ikke kunne forstå, hvorfor jeg kunne finde på at gøre det.

Du vidste, at hvis du tog dit eget liv, ville du bringe en masse mennesker i ufattelig sorg. Hvordan kunne du tillade dig at være så egoistisk?

- Det er virkelig ikke det, der spiller ind. Hvis du er helt derude med en stor, stor sygdom, der ydmyger dig. Og her taler jeg ikke kun om folk, der lider af en depression. Eller hvis du er så sikker på, at du aldrig kan blive ordentlig igen, aldrig blive sød igen, overskue noget igen og blive kærlig for dine børn igen, ja, så er dét, om man svigter de andre, ikke det der tæller, forklarer hun.

Savn er egoistisk
Foruden sit eget selvmordsforsøg har Isabella Miehe -Renard oplevet en person i den nærmeste omgangskreds tage livet af sig selv. Selvmordet var planlagt, men kom både uventet og chokerende for de pårørende.

- Men ingen af os, der kendte ham, kunne med sikkerhed sige, at hans liv var blevet godt og bedre, hvis han havde levet videre. Det er ikke det samme som, at vi ikke græd. Vi tudede jo af savn men savn er også egoistisk. Hvis et menneske ikke føler, det har nogen livsværdi længere, så kan det være egoistisk at ville have dem til at leve videre, alene fordi vi andre elsker dem.

Isabella Miehe -Renard kalder selv sin holdning for ukristelig. Men samtidig understreger hun, at selvmord aldrig må blive den første og bedste udvej.

Mit buskab er:

- Vent med selvmordet. Det kan du altid gøre, hvis intet hjælper. Men prøv en behandling først. Eller prøv at se om der ikke er en indlæggelse, en chef, der giver dig fri, eller sygedagpenge, der kan hjælpe.

Kan du selv komme derud igen, hvor du prøver at tage dit eget liv?

- Jeg tror det ikke. Jeg kan ikke love, at jeg ikke kan få lysten til det, hvis jeg kommer helt ned igen. Man glemmer realiteterne, når man er depressiv. Men lige nu tror jeg, at jeg har for megen livsglæde i bagagen. Det tror jeg, at jeg vil kunne bruge næste gang hvor fedt det alligevel var at leve videre. Men jeg er nødt til at sige 'tror'.