Der er lykkerus hos kendisparret Irina Olsen og Faustix.
Parret har nemlig netop afsløret i et fælles opslag på Instagram, at de venter barn nummer to.
»Baby Olsen coming soon …« skriver de til opslaget.
I parrets fælles videoopslag ser man blandt andet de to være til en scanning samt deres datter Allessia fortælle, hun skal være storesøster.
»Vi er glade. Jeg er overvældet over alle de mange lykønskninger, og vi er bare i baby-mode herhjemme med at gøre alt klar. Det har været lidt svært at kombinere graviditet og arbejde, da jeg simpelthen har lyst til at sove hele tiden,« skriver Irina Olsen til B.T.
Irina Olsen og Faustix blev forældre for første gang tilbage i 2015 med datteren Allessia og har siden flere gange åbent talt om, at de gerne ville have flere børn.
»Og jeg prøver også at abstrahere fra situationen sammen med Morten i forhold til, at det kommer, når det kommer. Der er jo ikke så meget andet, vi kan gøre, end det vi plejer at gøre,« sagde Irina Olsen i 2021 i Discovery programmet 'The Olsens'.
Nu kan parret så glæde sig, for en lille ny er på vej. På opslaget bliver parret også mødt med masser af lykønskninger.