Endelig har Irina og Morten fundet deres drømmehus, og det ser godt ud.

Siden Irina og Morten Olsen fandt sammen igen, har de jagtet deres fælles drømmehus, hvor de kan bygge en fremtid sammen. Deres første huskøb gik i vasken, og siden har de haft problemer med banken, og de har også haft problemer med at finde det helt rigtige hus. Nu kan de dog ånde lettet op. Huset er både fundet, købt og overtaget – men det var ingen nem handel.

'THIS IS THE HOUSE! Hold nu op, hvor har vi drømt meget om, at det her hus skulle blive vores, og vi havde som selvstændige en udfordring med banken og lånet og var nødt til at opgive til sidst. Men så skete der simpelthen et mirakel, hvor den søde sælger (som selv er selvstændig), gik ned i pris, for vi manglede virkelig lidt, og banken også var imødekommende, så det hele gik op, efter vi faktisk havde opgivet lidt,' skriver Irina på bloggen og fortsætter:

'Det dejlige ved det hele er endda, at vi kommer til at sidde billigere i det, da Morten og jeg havde to lejligheder indtil nu, og vores husleje er billigere end det. Der er selvfølgelig andre udgifter ved et hus, men vi ser det som en rigtig god investering og start på et nyt kapitel.'

Og alt tyder på, at der er god grund til at glæde sig over huset, som Irina viser rundt i på sin blog. Det fremstår lyst, nyt og stort med hele 225 kvadratmeter, ni værelser og tre badeværelser, så der er nok plads at boltre sig på. Men hvis man alligevel skulle blive træt af hinanden, så er der skøn natur i området, og huset ligger kun 30 sekunder fra vandet.



Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk