Det kan ikke altid være lige nemt at være et kendt ansigt, især når man som alle andre bare gerne vil hygge sig på en festival.
Det er formentlig også derfor, at den tyske model Heidi Klum har valgt at gå i 'forklædning' til dette års Coachella-festival i delstaten Californien i USA.
Det skriver Page Six.
For Heidi Klum gik under radaren på musikfestivalen lørdag, da hun så uigenkendelig ud iført en sort paryk og sort læbestift.
I et opslag på sin Instagram-profil delte hun en video, hvor hun uigenkendelig gik rundt på festivalpladsen, hvor folk gik forbi hende uden at vide, hvem det var.
Heidi Klum er normalt kendt for at være glad for udklædning – særligt til halloween, hvor hun plejer at give den fuld gas med kostumerne.
I USA er hendes halloweenkostumer blevet legendariske, og de ligner nærmest noget fra Hollywood-film. Tidligere har hun været klædt ud som blandt andet en urgammel bedstemor, en regnorm og en varulv.
Sidste år var hun klædt ud som en uhyggelig Medusa fra græsk mytologi.

