Singleaktuelle Ida Corr er styrket i troen på, at kærlighed ikke kommer i en bestemt form.

København. Det er ved køkkenbordet omgivet af stearinlys og med en kop kaffe lige ved hånden, at Ida Corr bedst får tryllet stemninger, følelser og tanker om til vers og melodier.

For fire måneder siden sad hun også ved køkkenbordet i Dragør, mens hendes nyeste single, "I Wonder", langsomt tog form på papiret foran hende.

Fredag den 23. marts udkommer singlen, og den 41-årige sangerinde fortæller, at nummeret handler om det øjeblik, hvor man ser sig selv med nye øjne i relationen med andre mennesker.

Hun brød sidste år med sin partner gennem ti år, Jens Waltorp, og igennem det seneste år har Ida Corr derfor også undervejs mødt sig selv på ny.

- Jeg har været i et parforhold i ti år, hvor man selvfølgelig bliver et vanemenneske. Men når man pludselig står på singlemarkedet og skal forholde sig til sig selv via nye mennesker, kræver det et nyt syn på tingene.

- Der kan man ikke tage noget for givet. Det er en spændende proces, men den er også hård, for der er mange følelser i spil, siger Ida Corr.

Selv karakteriserer hun sig som et handlingsmenneske, der suser afsted, når først planen er lagt, men den nye single handler også om at turde åbne op.

- Der opstår en sårbarhed, når man skal være selvreflekteret og kigge et andet menneske i øjnene, forklarer Ida Corr og uddyber:

- Sangen er ikke en-til-en om mit tidligere forhold, men det sætter selvfølgelig nogle ting i gang, når man går fra et menneske efter så mange år. Vi er stadig rigtig gode venner og har meget tilfælles, men man står stadig helt ny og alene på et nyt marked. Der er en følelse af, at man skal kigge indad på en anden måde.

Sammen med sin tidligere partner har hun en søn på seks år, og det vigtigste har hele tiden været, at familien forblev intakt trods bruddet, understreger Ida Corr.

- Det kan virke naivt, men min tilgang er, at hvis man er villig til at kæmpe for det, så kan det lykkes, og det føler jeg, at vi har gjort, siger Ida Corr og fortsætter:

- Bruddet har styrket mig i, at kærlighed ikke behøver at have en bestemt form. For mig var det helt klart en omrokering af kærlighed. Der var og er stadig en masse kærlighed, men vi skulle lægge kærligheden, hvor det gav mening, som er i vores familie.

Singlen "I Wonder" udkommer 23. marts. Samme dag offentliggøres musikvideoen til singlen, som er optaget i den sydafrikanske by Cape Town.

Med singlens udgivelse begiver Ida Corr sig også på en kort forårsturné, inden hun hen over sommeren tager sig en kort pause fra spillejob for at fokusere på at skrive ny musik.

/ritzau/