bt.dk’s blogger er blevet mor for første gang, efter at hun lørdag morgen fødte en lille dreng.

- Så skete det endelig. Han er fin, frisk og dejlig. Alle har det godt trods en noget hård fødsel, fortæller Ibi Støving til bt.dk. Klokken 2 lørdag nat kom veerne og kl. 8.22 var sønnen født.

Den lille dreng, der får navnet Anakin Jonathan Grahn kom til verden på Rigshospitalet i København. Og selv om fødslen, ifølge den nybagte mor, var hård, så er livet som mor dejligt.

- De første to dage er gået med at kysse på ham i tide og utide - og vi kan slet ikke få noget søvn, da vi hellere vil kigge på ham, fortæller Ibi Støving. Hun oplyser ved samme lejlighed, at faderen, fodboldspilleren Tobias Grahn, også har det godt og nyder den nye rolle som far.

Den lille familie er nu på et hotel i København. Her bliver de indtil torsdag, hvor de alle tre flyver til Berlin for at starte en almindelig hverdag.