For kort tid siden mistede skuespillerinden Iben Hjejle sin far, der led af en alvorlig demenssygdom.
Samtidig i den store sorg har Iben Hjejle fundet kærligheden igen.
Det fortæller den prisvindende skuespillerinde i podcasten "Sitter", som hun har sammen med tv-værten Signe Lindkvist, ifølge flere medier, herunder Ekstra Bladet og Se og Hør.
- Det er altid trist, men det føltes rigtigt og fredfyldt og fint, siger Iben Hjejle om sin fars død, inden hun tilføjer:
- Så kan vi snakke næste gang om, at jeg har fået en kæreste. Midt i det hele. Så det er også dejligt, siger den 51-årige filmstjerne i podcasten uden dog at afsløre flere detaljer om sin nye kærlighed.
Iben Hjejle dannede senest par med filminstruktør Ulrik Wivel, men efter fem år som kærester var forholdet forbi i 2020.
Det fortalte hun i DR-podcasten og radioprogrammet "Hjerteflimmer for voksne".
- Jeg er solo nu, og det er jeg af nogle årsager, som jeg er nødt til at bearbejde og tænke mig om, inden jeg lukker butikken helt op så at sige. Jeg er ikke opsøgende, jeg er afventende, sagde skuespillerinden dengang ifølge Ekstra Bladet.
Iben Hjejle har tidligere dannet par med Klovn-stjernen Casper Christensen, og så har hun en voksen søn, William, fra forholdet med musikeren Emil de Waal.
/ritzau/