»Åh, de smukke unge mennesker, pludselig er de stukket af, som legesyge sommerfugle, den allerførste sommerdag. Hvad det er de vil med livet, det kan kun de selv forstå Åh de smukke unge mennesker, gid de længe leve må« Konfirmationssange plejer at være noget med dårlige rim og en melodi, der går på »I en kælder sort som kul«. Sylvester Larsens konfirmationssang »De smukke unge mennesker« er ikke skrevet af en hvilken som helst rimsmed. Hans far, Kim Larsen, skrev den, da Sylvester var 13-14 år gammel. Nu er junior selv på banen med sin debutplade "Mandagsramasjang".
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Egentlig er jeg er ikke konfirmeret, men sangen er skrevet til mig på et tidspunkt, hvor alle andre blev konfirmeret,« siger Sylvester Larsen.Engang kravlede han rundt mellem benene på Beckerlee, Berlev, Jönsson og faren, mens de sad og arbejdede med skitserne til banebrydende danske rocksange. Han er også selv direkte og indirekte dukket op et par steder, som f.eks. i navnet på Larsens gamle fritidsgruppe Sylvesters Jukebox, da Starfuckers ikke egnede sig til international lancering.
»Jeg har hørt mange af min fars og Gasolins numre blive til. Jeg kan godt forstå, mange mennesker synes, det er lidt specielt. Men det er bestemt ikke noget, jeg går og tænker over,« siger han.
I dag er Sylvester 28. Hans mor Hanne var mest kendt under navnet Kranen. Sylvester har spillet trommer, siden han var lille dreng. Larsen senior lokkede junior til at gå til pianospil, og det udviklede sig hurtigt til en livslang besættelse. I dag er Sylvester klassisk pianoman. Inspireret af ragtime-pianisten Scott Joplin, The Beatles, Supertramp og Queen.
I morgen udsender han sit første album under titlen »Mandagsramasjang«. Selvom Sylvester helst vil bedømmes på sin egen musik, er han udmærket godt klar over, at han vil blive sammenlignet med nationalskjalden. Det kan ikke være anderledes. Deres sangstemmer ligger meget tæt på hinanden.
»Jeg får sikkert hug, fordi jeg synger som min far. Det er sikkert det mest interessante i starten. Man må håbe, at folk også hører musikken,« siger Sylvester.
Hvad det er, de vil med livet, det kan kun de selv forstå, blev der sunget til Sylvesters »konfirmation«. I dag, 14-15 år senere, udtrykkes Sylvesters livsindstilling på CDens titelnummer. Sangen handler om at slippe otte-til-seksten tøjlerne en blå mandag og slå sig løs. Leve i nuet.
»Titlen er det overordnede ord for pladen - »Mandagsramasjang«. Slippe lidt væk fra hverdagen. Gå ud og have det sjovt. Det er en meget profitorienteret tid, vi lever i - ikke bare i musikbranchen. TV-programmer som »Big Brother« og »Robinson« er rent til grin. Det er forfladigelse. Der er ikke anden dybde i det, end at folk tager røven på hinanden. Man hylder de dårlige egenskaber i mennesker. Det bryder jeg mig ikke om,« siger Sylvester Larsen.
»For mig handler det om at skrue ned for tempoet og nyde livet. Groft sagt. En form for eskapisme. Det ved jeg godt. Det at være musiker, eller forfatter for den sags skyld, er vel en slags virkelighedsflugt, fordi man dykker ned i en anden verden, end den er rundt omkring dig,« siger Sylvester.
Sylvester gik ud af 10. klasse og rejste på Gundsøholm Efterskole på Falster.
En skole med speciale i idræt. Det var under udførelsen af den særlige sport, der går ud på at feste igennem, at han mødte et af sine store musikalske forbilleder.
»Da jeg gik på efterskolen, var jeg til en fest, hvor jeg var gået under bordet. Klokken fire om morgenen var der én, der satte Queens »We Will Rock You« på anlægget. Jeg vågnede op med det samme. Det var som en hammer i hovedet. Jeg var solgt og røg ud og købte pladen dagen efter. Senere kom »Breakfast In America« med Supertramp. Og så har der selvfølgelig været hele Beatles' bagkatalog,« siger Sylvester, som gerne vedkender sig, at han er lidt gammeldags, når det kommer til musikken. Men ikke mere end at moderne navne som Coldplay og Blur også hører til idolerne.
Sylvester har plejet diverse job ved siden af musikken. På et tidspunkt var han bud på Billed Bladet, men har også haft et mac-job på reklamebureauet Bates. Det var her, han indså, at der skulle ske noget i Sylvester Larsens liv.
»Ja, jeg gik rundt og gabte kæben af led på en stor reklamevirksomhed, arkivering og bogholderi, og lidt dagdrømmeri,« synger han på »Mig og Benny Blanco«.
»Min fætter og jeg rejste rundt i Europa i nogle måneder. Jeg havde et job på reklamebureauet Bates, hvor jeg til sidst kedede mig og fandt ud af, der skulle ske noget nyt. Det var som at blive født på ny,« siger Sylvester Larsen.
Siden har han satset på musikken. Rejst landet rundt med en duo, som senere blev til et band med titlen Soya. Sylvester har gået i den hårde skole.
»Jeg har lært at optræde på de små snuskede bodegaer, hvor folk giver fanden i, hvad du spiller. Og sidder og skriger på John Mogensen. Den måde at lære det på har både været skæg - og knap så skæg. Nogle gange sidder der jo bare en luder og en lommetyv. Men det er jo dér, de fleste starter,« siger Sylvester.
Modsat de fleste andre har han aldrig givet efter for folkets krav om at høre kendte numre ude i de små spillebuler. Ingen kompromiser her. Der blev kun spillet Sylvesters egne numre. Som åbenbart ikke for ingenting hedder Larsen til efternavn.
»Jeg ved godt, jeg er lidt ubarmhjertig nogle gange. Folk er vant til at høre det, de kender. Det er lidt sjovt, at så mange vælger at spille i coverbands. Ikke fordi de ikke er gode. Der er mange fremragende kopibands, men det er et sjovt fænomen,« siger Sylvester.
Sylvesters vej til debutpladen har været tornet. Det første pladeselskab gik pludselig fallit under miksningen. Heldigvis for den unge pianobokser var det en anden pladeproducer, der havde betalt for indspilningerne. Han fik udleveret grundbåndene uden ballade. Alt andet ville også have været en god historie i medierne.
»Jeg har lært, at det er en risky business. Men det har jeg jo vidst altid, i og med at jeg har fulgt min far. Man skal ikke gå ind i branchen for at blive rig. Det regner jeg bestemt heller ikke med. Det heldige for mig er, at vi kom ud af sagen med grundbåndene, så pladen kan udkomme. Vi kunne sagtens have risikeret at blive indefrosset som så mange andre. Vi (Sylvester og hans ven og samarbejdspartner, produceren Jeppe Juul, red.) har været heldige, at der er nogen, der har villet investere penge i det. Andre som Swan Lee har selv investeret i deres musik. Jeg er spændt på at se, om undergrunden får mere vind i sejlene i Danmark. Ligesom i England og USA,« siger Sylvester.
Kim Larsen beklagede sig for nylig over, at han ikke måtte høre Sylvesters album. Nu har han hørt det.
»Han synes, at jeg har gjort et godt stykke arbejde. Ikke at han ikke har kritik. For det har han altid. Hæ. Han har aldrig blandet sig i, hvordan jeg skriver sange. Jeg blander mig til gengæld ikke i hans sangskrivning. Musikalsk har min far aldrig rådgivet mig. Jeg har fundet mine egne ben at stå på. Det har mere været på den måde, at han har givet mig et tip eller to om personer, man kunne snakke med. Jeg kan ikke løbe fra min baggrund. Alle mennesker ligner deres forældre på den ene eller anden måde. Jeg ligner også mine forældre. Det er de samme historier, jeg har hørt som barn - som han hørte som barn. De er gået i arv,« siger Sylvester.
»Jeg kan ikke sige, at min far har inspireret mig musikalsk. Der er mange ting, jeg lytter til, som han ikke bryder sig om. Blandt andet Led Zeppelin, som han bestemt ikke kan lide,« siger Sylvester med et stort grin. Dog er der et enkelt link til Gasolin på den nye plade. Den er produceret af Thomas Brecklin, der var lydtekniker på Gasolins plader.
Historierne fra barndommen handler om tro, ånd og historie. Kim Larsen har haft sin søn med i Rom »mindst 20 gange« for at studere troens og civilisationens vugge.
»Jeg er ikke religiøs selv. Jeg vil sige: åndelig bevidst. Jeg er sikker på, at der er et eller andet, der er større end os. Det er rigtigt, at jeg har hørt meget om de kristne ikoner. På mine mange ture til Rom har min far fortalt om Peterskirken og Vatikanet. »Iliaden« og »Odyseen« har jeg hørt om mange gange. Heltehistorier i det hele taget. Rom er min yndlingsby. Hvis jeg havde råd til det, tror jeg, at jeg ville flytte derned. Det er maden, italienerne selv, deres temperament, deres bygninger og historien,« siger Sylvester Larsen.
