Opførelsen af massemorder Anders Behring Breiviks manifest har mandag aften premiere på CaféTeatret i København.

Stykket har fået massiv kritik, selvom det først i aften udspiller sig på de skrå brædder.

»Manifest 2083«, som er en opførelse af Anders Behring Breiviks manifest, har mandag aften premiere på CaféTeatret i København.

Teaterstykket, en monolog med skuespiller Olaf Højgaard, bygger på den norske massemorder Anders Behring Breiviks 1.518 sider lange manifest, som kom frem efter nordmandens grufulde gerninger, der kostede i alt 77 personer livet i Oslo og på øen Utøya.

Instruktør Christian Lollike og skuespiller Olaf Højgaard har kaldt det en befrielse at komme i gang med prøverne og opførelsen af stykket, men det var langt fra problemfrit at lancere en så kontroversiel idé blot seks måneder efter massakren i sommeren 2011.

Idéen blev kraftigt kritiseret fra flere sider.

- Vi kan ikke forbyde dem at bruge deres kunstneriske frihed, som de vil. Men vi kan godt have den meget klare holdning, at det er aldeles usmageligt, har Ellen Trane Nørby (V) tidligere sagt til Berlingske Nyhedsbureau.

Også Enhedslisten mener, at CaféTeatrets beslutning er kontroversiel.

- Hvis jeg selv var teaterdirektør, ville jeg nok ikke vælge at opsætte det teaterstykke. Men det kan vise sig at blive en vigtig kommentar til den udvikling, der har været i Norge, sagde kulturordfører Stine Brix (EL) til Berlingske Nyhedsbureau, da Christian Lollike i januar offentliggjorde sin idé.

På et tidspunkt overvejede instruktøren da også, om han skulle droppe projektet.

- På et tidspunkt havde jeg en fornemmelse af, at hele verden mente, at jeg var et dårligt menneske. Det var jeg slet ikke forberedt på. Så det er klart, at jeg måtte spørge mig selv, om det var det rigtige at gå videre med stykket. Og om jeg psykisk kunne klare en sådan mediestorm igen, siger Christian Lollike til Politiken.

Stykket skulle have haft premiere i august, men er blevet udskudt. Og fra at handle udelukkende om det famøse manifest, er der nu også scener fra retssagen.

Breiviks manifest indeholder alt fra racistisk propaganda, filosofiske udredninger og bombemanualer til interviews med sig selv og dagbogsoptegnelser. Med udgangspunkt i manifestet undersøger forestillingen, hvorfor og hvordan en tilsyneladende velfungerende norsk mand kunne forvandle sig til vor tids største massemorder.

Teaterstykket spiller på CaféTeatret til 14. november, hvorefter det skal opføres på Teater Katapult i Aarhus. Også Dramatikkens Hus i Oslo har to forestillinger på programmet i oktober.