Sangeren Hugo Helmig aflyser alle sine koncerter i den nærmeste fremtid, skriver Ekstra Bladet.

Den 20-årige danske popstjerne Hugo Helmig aflyser alle sine kommende koncerter, fordi han i den seneste tid har været i behandling for et misbrug.

Det skriver Ekstra Bladets netavis. Ifølge eb.dk drejer det sig om 13 koncerter i Danmark og ni i Tyskland.

- Jeg har fået en personlig indsigt i løbet de sidste par måneder, som jeg bliver nødt til at tage alvorligt, også selvom det har mange omkostninger. Det beklager jeg meget overfor både publikum og arrangører, og jeg kan kun håbe på deres forståelse for beslutningen, siger Hugo Helmig ifølge Ekstra Bladet i en pressemeddelelse.

- Der er ikke noget, jeg hellere ville, end at stå oppe på de store scener denne sommer men jeg bliver simpelthen nødt til at fortsætte det arbejde med mig selv, som jeg har sat i gang, siger han.

I marts blev Hugo Helmig ifølge Ekstra Bladet tilbageholdt af politiet fordi han var kraftigt påvirket af kokain og ikke kunne tage vare på sig selv. Han tilbragte derfor en nat i detentionen.

Hugo Helmigs manager, Jakob Sørensen, bekræftede på det tidspunkt over for Ekstra Bladet, at Hugo Helmig i det seneste års tid havde fået et tilbagefald i sit misbrug af kokain efter at have været i behandling for det.

Efterfølgende aflyste han en koncert i Vejle på grund af tilbagefaldet, men få dage senere fortsatte han sin planlagte turné med sit debutalbum "Juvenile".

/ritzau/