En seniortur til Mallorca for at finde kærligheden lyder umiddelbart som en drøm, men for én af de håbefulde romantikere blev en del af opholdet i stedet en udmattende kamp mod sygdom.

I podcasten 'Marcus og Realitypanelet' fortæller den 72-årige Ole Bertelsen nu om de barske forhold bag kulisserne.

Han blev nemlig ramt af sygdom tidligt i forløbet efter en kold aften-date.

»Vi havde været ude på skydebane-daten om aftenen, hvor jeg frøs så meget, og da jeg vågnede op dagen efter, var jeg syg. Og det var jeg faktisk resten af tiden dernede,« forklarer Ole Bertelsen i podcasten.

De efterfølgende dage kæmpede han med høj feber, men forsøgte at gennemføre programmet.

Det kulminerede, da han og deltageren Birthe vandt en madlavningskonkurrence.

Præmien var en særlig date, men forventningerne blev hurtigt gjort til skamme.

Værterne på programmet 'Hotel romantik' er Sofie Linde og Joakim Ingversen, der også danner par privat.
Værterne på programmet 'Hotel romantik' er Sofie Linde og Joakim Ingversen, der også danner par privat. Foto: Holger Rytter

Mens andre deltagere var blevet sendt afsted i luftballon, bestod Oles og Birthes gevinst blot af en date et hyggeligt sted med en flaske champagne

Under selve daten blev parret ladt i stikken med ekstremt lang ventetid, og da myggene samtidig begyndte at angribe den feberramte Ole, fik han nok. 

Han valgte derfor at sætte foden ned og stoppe optagelserne midt i det hele.

Hver uge følger B.T.s underholdningsredaktør, Fie West, med i programmet og fælder dom over ugens største op- og nedture. Du kan læse den seneste dom af programmet her.