Når Eurovision næste år skal afholdes, bliver det i Holland. Lørdag aften lykkedes det nemlig Duncan Lawrence at vinde musikkonkurrencen og trofæet med sangen "Arcade".

For danske Leonora blev det til en 12.-plads med sangen "Love Is Forever", der var Danmarks bidrag, fordi den 20-årige sangerinde i februar vandt det danske melodigrandprix i Herning og dermed billetten til den internationale konkurrence.

Holland vandt sidste gang i 1975.

Eurovision blev i år afholdt i Tel Aviv i Israel, fordi sangerinden Netta vandt sidste år i Portugal med nummeret "Toy". Showet var rekordlangt - hele fire timer var der sat af til at få afviklet grandprixet. Undervejs var både den tidligere vinder fra Sverige Måns Zelmerlöv, og superstjernen Madonna på scenen for at optræde.

Bookmakerne havde på forhånd et godt øje til blandt andet Holland, Rusland og Australien. Også vores naboer fra Sverige var spået en god placering, mens Danmark ifølge oddssætterne skulle være tilfreds med en plads midt i feltet.

Pointafgivningen i Eurovision er delt op i to forskellige afdelinger. Først er det fagjuryernes stemmer, der bliver afsløret, og her var det Sverige, der strøg til tops.

For Danmark betød juryernes stemmer en 11.-plads.

Men da seernes point var uddelt, så det anderledes ud. Danmark endte på en samlet 12.-plads.

For Holland betød seernes stemmer en sejr.

I alt 41 lande var med i konkurrencen, der i år blev afholdt for 64. gang.

GENOPLEV FINALEN i LIVE-BLOGGEN HERUNDER:

/ritzau/