Hørte AI synge hendes egen sang: 'Okay, jeg har tabt'
Da kunstig intelligens pludselig lød bedre end hende selv, måtte musiker Dorthe Gerlach tænke over, hvad der egentlig gør musik levende.

Da kunstig intelligens pludselig lød bedre end hende selv, måtte musiker Dorthe Gerlach tænke over, hvad der egentlig gør musik levende.

Musiker Dorthe Gerlach stod i sit køkken, da hun pludselig fik en ubehagelig følelse.
Hendes mand havde for sjov fået en AI til at synge en ny sang, de havde skrevet sammen. Og stemmen, der kom ud af højtalerne, var ikke bare god. Den var imponerende.
»I det øjeblik tænkte jeg bare: Okay, that’s it, jeg har tabt. Den der lorterobot synger MIN sang bedre, end jeg selv kan,« fortæller hun i et interview med Magasinet Liv.
For Dorthe Gerlach blev oplevelsen et øjebliksbillede af den debat, som lige nu fylder i musikbranchen: Hvad sker der med mennesket og kunstneren, når kunstig intelligens kan skabe musik på få sekunder?
For hende handler spørgsmålet dog ikke kun om, hvorvidt AI kan synge bedre. Det handler om, hvad vi mister, hvis vi begynder at foretrække det perfekte frem for det menneskelige.
For Dorthe Gerlach rammer debatten helt ind i hendes eget arbejde som musiker.
Når Dorthe Gerlach laver musik og spiller den live, er sjælen hendes hemmelige ingrediens. Og den kan ikke kopieres.
Den perfekthed, “lorterobotten” efterstræber, kan ende med at være dens største svaghed, for intet menneskeligt skabt er perfekt, og det skæve, det overraskende, det, der ikke lyder ens hver gang, er det publikum, spejler sig i.
»Det er virkelig en kæmpe overskrift, at vi skal holde sanserne åbne, så vi husker, hvad det vil sige at være menneske. Hvordan det er, når noget er ægte. Hvordan det føles, når en sang rammer lige der, hvor min egen sorg bor,« siger Dorthe Gerlach i Magasinet Liv.
Det er som forskellen på en skævt drejet kop i ler, og en masseproduceret, der kommer lige fra en fabrik.
Det måltid nogen har tilberedt til dig, sammenlignet med maden, du køber fra et Mac-samlebånd. Eller en sang. Dorthe kalder det sjæl. Og energi.
»Der sker noget, når vi mennesker putter vores sjæl ned i det, vi laver. Når vi spiller sammen på scenen, mens andre lytter – det er der musikken, lever. De udefinerbare magiske øjeblikke fyldt med energi kan AI altså ikke lave.«
»Energi er den allerfineste råvare, vi har. Jeg tror, vi kommer til at genopdage magien i fejlbarligheden, og at der kommer en modbølge, hvor vi får flere fejl i musikken,« siger Dorthe Gerlach i Magasinet Liv
Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv