Dorthe Gerlach, der snart bliver mor for første gang, nærmer sig terminsdatoen med hastige skridt.

Der har været knald på for sangerinden Dorthe Gerlach, der med en voksende mave har været på turné de seneste par måneder. Men snart kan hun trække stikket fra scenerne en rum tid og nyde rollen som mor.

Om halvanden måned rammer hun terminsdatoen, og når hun har født, er det en lille dreng, hun får i armene. Det afslører hun overfor Billed-Bladet.

- Jeg har jo haft et helt vildt travlt efterår med 30 koncerter, men det er gået godt, graviditeten er heldigvis ikke gået på stemmen. Det er jo en lille dreng, jeg har i maven, og jeg synes, han samarbejder rigtigt godt med mig, fortæller Dorthe Gerlach til mediet.

- For det meste kan jeg mærke ham, lige når jeg kommer på scenen. Der sparker han løs, men så falder han ligesom til ro og holder lidt lav profil, det er egentlig meget rart, for så kan mor koncentrere sig om at synge, siger hun videre.

Det var i august, at sangerinden, og hendes mand, Michael Hartmann, som hun også danner duoen Hush med, kunne afsløre, at de skulle være forældre.

- I 2020 forventer vi at udgive vores hidtil største projekt. Vi skal nemlig være forældre for første gang, skrev sangerinden i et opslag på Facebook.

- Dem, der er tæt på os, ved, at det er noget, vi har ønsket og kæmpet for i mange år, og vi håber bare, at alt går godt, skrev hun på sin officielle side.

Gerlach og Hartmann har dannet par siden 2000, hvor de gik fra at være bandkammerater til kærester. De blev gift fire år senere.

/ritzau/