Master Fatman bød Majbritt Saerens, Henrik Qvortrup og Thomas Wivel på afslapning og quiz i nyt fredagsprogram.

En hel uges afslapning – langt væk fra den travle hverdag.

Sådan lød det gentagne gange i fredags, da DRs nye underholdningsprogram 'Hiv stikket ud' med Master Fatman i spidsen havde premiere.

Og det var også tre afslappede deltagere, som ankom til tv-studiet efter et ophold på det luksuriøse retrætehotel på Middelgrundsfortet ud for Københavns Havn.

Også selv om det ikke var en hel uge, de tre deltagere fik lov til at hive stikket ud. For skuespilleren Majbritt Saerens, Se og Hørs Henrik Qvortrup og komikeren Thomas Wivel tilbragte kun tre en halv dag på fortet.

De måtte derfor kun undvære familien, dagligdagen, computeren, telefonen og fjernsynet fra mandag morgen til torsdag eftermiddag, hvorefter de blev fløjet afstressede og afslappede tilbage og direkte ind i tv-studiet. Her blev de stillet over for en række forskellige konkurrencer, for til sidst at ende i finalen og kampen om en rejse for to.

En sproglig bøf
Ifølge DR var det dog ikke hensigten at give seerne indtrykket af, at deltagerne var væk i en længere periode end de tre dage, forsikrer Søren Terkelsen, der er programredaktør på DR1.

- Det er bare en lille sproglig bøf, lyder forklaringen fra programredaktøren.

- Der skulle være sagt en lille uge for at være mere præcis. Men deltagerne er væk det meste af en arbejdsuge, hvor de normalt ville være fuldt beskæftiget. Så det er mere princippet i, at de er væk i en uges tid, hvor de hopper det almindelige stress og jag over, forklarer han.

God afslapning
Men selv om deltagerne kun var væk i en lille uges tid, fik de slappet af i hinandens selskab. Også selv om de ikke kendte hinanden på forhånd.

- Især da vi alle tre sad i det dejlige hottub. Der fik vi virkelig åbnet op og lært hinanden at kende, siger Thomas Wivel, der fortæller, at de desuden fik tiden til at gå med at læse bøger, spise en masse god mad og have spændende diskussioner.

Selv om de tre nød af være væk fra dagligdagen, indrømmer de også, at det var en lille udfordring at være væk. Også selv om det kun var i tre en halv dag.

- Det er som at være på et luksusfængselsophold. Bare tanken om, jeg ikke kunne tage min bil og køre hen, hvor jeg ville, siger Majbritt Saerens, der ikke er i tvivl om, hvad eller hvem hun savnede mest ved at være af sted.

- Min kæreste. For det var også en udfordring ikke at kunne ringe til ham, siger hun.

I næste uge drager tre nye deltagere af sted for at tilbringe tre en halv dag på fortet. Denne gang får Peter Mygind selskab af de to højgravide skuespillere Anne-Grethe Bjarup Riis og Trine Appel.

cpe@bt.dk