Den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein var netop blevet løsladt.
Alligevel ønskede den britiske hertuginde Sarah 'Fergie' Ferguson at besøge ham.
Det skriver Daily Mail.
Mails mellem Epsteins assistent og finansmanden afslører nemlig, at en medarbejder fra hertugindens kontor tog kontakt samme dag, som han blev løsladt i 2009.
Epstein havde da afsonet 13 måneder i husarrest for at have skaffet en mindreårig til prostitution.
I en mail forklarede Epsteins assistent, Lesley Groff, at hertugindens medarbejder havde ringet og fortalt, at Ferguson gerne ville komme på besøg, men at Epstein skulle betale rejsen.
Kort efter kom endnu en forespørgsel: Kunne han også betale for prinsesserne Beatrice og Eugenie, som angiveligt ønskede at rejse med?
Epsteins svar var kort: 'ok'.
Mailene afslører også, at hertuginden nærmest tryglede om en luksus-upgrade, så hun kunne flyve på første klasse hjem, mens døtrene skulle flyve på et højere komfortniveau.
Epstein reagerede køligt i en mail til sin assistent:
'Jeg har ikke sagt noget. Svar ikke.'
Billetterne blev ifølge oplysningerne ikke ændret, og rejsen endte med at koste omkring 14.000 dollar.
En uge efter besøget sendte Ferguson en varm takkehilsen til Epstein, hvor hun skrev:
'Tak, Jeffrey, fordi du er den bror, jeg altid har ønsket mig.'
Senere tog hun dog offentligt afstand fra ham og kaldte ham i 2011 en seksualforbryder. Det fik Epstein til i en mail til bekendte at klage over, at hun nu vendte ham ryggen efter mange års økonomisk støtte.
Jeffrey Epstein blev i 2019 igen anholdt i USA og blev senere fundet død i sin fængselscelle i New York.

